Fejlslutning om præhospitale akutlæger

De seneste dage har der i dagpressen været flittigt refereret til ovenstående rapport.

Den ene af rapportens konklusioner bliver i medierne ofte gengivet som ”Læger i akutbiler har ingen effekt” eller ”Paramedicinere er lige så gode som læger”.

De undertegnede anæstesiologiske speciallæger, der alle har avanceret præhospital behandling som ekspertområde, finder det nødvendigt at korrigere disse påstande. Rapporten er et politisk dokument hvori der ikke refereres data eller undersøgelser, der kan understøtte ovenstående udsagn.

Det er også påfaldende, at der ikke er anført forfattere på rapporten fra Region Sjælland, ligesom det er ejendommeligt, at offentliggøre et skrift, som de ubenævnte forfattere selv betegner som et udkast på forsiden af rapporten.

Man har i rapporten analyseret data fra to undergrupper af akutte patienter i Region Sjælland og sammenlignet dødeligheden i en gruppe patienter, hvor 6,7 % blev behandlet af en præhospital akutlæge med dødeligheden i en anden gruppe patienter, hvor 0,5 % blev behandlet af en præhospital akutlæge. Samlet set blev mere end 95 % af alle patienterne altså slet ikke set af en akutlæge før ankomst til hospitalet. Generelt set sammenligner undersøgelsen derfor paramedicinere i et område med paramedicinere i et andet område idet andelen af patienter set af en præhospital akutlæge er så lille.

De præhospitale dødsfald er ikke beskrevet idet man kun har redegjort for patienter som blev indlagt på Slagelse og Køge sygehuse i live.

Man har i rapporten heller ikke medtaget patienter, der blev kørt direkte eller fløjet med akutlægehelikopteren til et andet hospital som for eksempel Rigshospitalet, Odense eller Roskilde. Disse patienter har formentlig haft gavn af en lægelig præhospital indsats, men er altså ikke med i undersøgelsen hvilket giver en skævvridning af resultatet.

Såfremt man ville belyse præhospitale akutlægers betydning i forhold til paramedicinere ville det kræve en veltilrettelagt, stor videnskabelig undersøgelse af en helt anden karakter end den omtalte evaluering. Hverken den i rapporten anvendte metode, statistiske analyse eller efterfølgende diskussion er videnskabeligt velfunderet og resultaterne er derfor ikke egnet til at danne grundlag for ovenstående konklusion.

Rapporten beskriver en engelsk litteraturgennemgang, som ikke lever op til de krav, man i dag stiller til en systematisk litteraturgennemgang (”systematic review”) hvilket måske kan forklare, at den endnu ikke er publiceret i et videnskabeligt tidsskrift.

I modsætning til hvad rapporten hævder, er det for flere patientgrupper veldokumenteret, at avanceret præhospital behandling udført af læger med særlig uddannelse medfører, at patienterne får en bedre behandling og bedre overlevelse sammenlignet med behandling udført af paramedicinere / ambulancebehandlere.

Den mest omtalte avancerede præhospitale behandling er intubation, hvor man fører en plastikslange ned i luftrøret og overtager patientens vejrtrækning. Hos mange patienter kræver dette, at de lægges i narkose.Denne avancerede behandling af den kritisk syge og tilskadekomne patient udføres af anæstesilæger lige så snart patienten ankommer til akutsygehuset.

Når både danske og internationale undersøgelser har vist, at speciallæger udfører denne behandling lige så sikkert præhospitalt som i skadestuen og at patienterne dermed vinder et betydeligt antal leveår, finder vi det indlysende, at patienterne skal tilbydes denne behandling præhospitalt.

Det har været hævdet, at patienter, som kræver præhospital intubation, er så sjældne, at det ikke kan svare sig for Region Sjælland at yde denne service. Dette mener vi er ukorrekt. Eksempelvis i Region Midtjylland (med cirka 1,2 millioner indbyggere og et tæt net af akutlægebiler samt en akutlægehelikopter) bliver cirka 440 patienter intuberet præhospitalt om året.

Dette betyder, at der i Region Sjælland (med 816 000 indbyggere, en enkelt akutlægebil og en akutlægehelikopter) hvert år er mere end 300 akut kritisk syge og tilskadekomne patienter, der ikke får den samme avancerede og potentielt livreddende præhospitale behandling, som de ville have fået i de andre danske regioner.

Vi vil også gerne pointere, at mange andre avancerede præhospitale behandlinger kun kan udføres af erfarne speciallæger samt minde om, at de præhospitale akutlæger kan foranledige, at de kritisk syge og tilskadekomne patienter bliver behandlet og ledsaget på en sikker måde, ikke bare til sygehuset, men til det mest egnede sygehus i den pågældende situation.

I tillæg kan præhospitale akutlæger sikre en behandling af knap hver femte patient på stedet uden at det kræver hospitalsindlæggelse; en fordel for patienterne, der slipper for transport og indlæggelse og en ressourcebesparelse for hospitalsvæsenet.