Dobbelt livsreddende behandling

Manglen på donororganer har i længere tid været i fokus både fra politisk og etisk side [1]. Fokusområdet er blevet sat på finansloven med en årlig bevilling på 10 mio. kr., som administreres af Dansk Center for Organdonation [2], Århus Universitetshospital, Skejby. Centerets hovedopgave er at sikre en optimeret udnyttelse af det foreliggende organpotentiale, og det har med tilskyndelse fra det politiske system meget fokus på, at dette kan ske ved etablering af organdonationskorps bestående af læger og sygeplejersker med særlige erfaringer inden for området. Dette vil i praksis primært være neurokirurgiske speciallæger og sygeplejersker, suppleret med neuroanæstesiologisk bistand. Baggrunden for denne strategi er, at man antager, at der er et betydeligt uudnyttet organdonationspotentiale i form af hjernedøde patienter på andre intensivafdelinger end de fem neurocentre (Rigshospitalet, Glostrup Hospital, Odense Universitetshospital, Århus Universitetshospital og Aalborg Hospital) med neurokirurgisk ekspertise.

Som neurokirurger har vi vores naturlige fokus på at udrede og behandle patienter med neurokirurgiske sygdomme. Når organdonation bliver en relevant overvejelse vedrørende patienterne i vores varetægt, er det jo et udtryk for, at vores behandling ikke har kunnet redde vores patients liv. I disse situationer er vi meget bevidste om, at vores patient på dette tidspunkt som organdonor kan være den hjælp, der er nødvendig for at redde andre patienters liv.

Vi synes, at det er fornuftigt at arbejde på oprettelsen af formelle organdonationskorps, som øger muligheden for, at hjernedøde patienter uden for de fem neurocentre får mulighed for at blive organdonorer. Denne opgave arbejdes der målrettet på via Dansk Center for Organdonation, som inden for de aktuelle rammer forsøger at finde flere donorer [3]. Den løsning er dog primært nødvendig, fordi der ikke er tilstrækkelig kapacitet på de neurointensive afdelinger, og dette problem fortjener samtidig fokus.

Kun patienterne med den bedste prognose

Neurointensivkapaciteten i de fem neurocentre udgør en markant flaskehals, hvorfor der kun er mulighed for at modtage patienter med en relativt god prognose [4, 5]. Skønsmæssigt afvises der ca. en patient for hver af de fem neurocentre dagligt med begrundelsen, at prognosen er dårlig. Endvidere er der ofte et tidsforløb, fra vi erkender, at yderligere behandling er udsigtsløs for en patient, der er indlagt i vores varetægt, til patienten formelt kan erklæres hjernedød. Dette forløb kan være af timer til dages varighed. Virkeligheden i de fem danske neurocentre er for det meste den, at flere patienter »banker på døren« for at få en plads på neurointensiv afdeling. I disse situationer lader vi os naturligvis styre af vores faglige fokus - de neurokirurgiske patienter. Det betyder, at udsigtsløs behandling afsluttes, inden patienten kan erklæres hjernedød og få mulighed for at donere sine organer - så vi kan skaffe plads til den næste patient.

Disse prioriteringer skal vi naturligvis foretage, når der er kapacitetsbegrænsning, men hvis den neurointensive kapacitet ikke udgjorde en flaskehals, ville vi modtage patienter med dårligere prognoser, end det aktuelt er tilfældet. For hver patient med en intracerebral katastrofe, der bliver tilbudt til de neurokirurgiske afdelinger, er der et omvendt proportionalt forhold mellem denne patients prognose og sandsynligheden for, at patienten er en potentiel organdonor. Med andre ord: hos patienten med den gode prognose er sandsynligheden for at blive donor meget lille. Patienten med en dårlig prognose har en meget større sandsynlighed for at kunne blive donor. Vi har kun kapacitet til at modtage den første.

Mange liv og organer at redde

Udvidelse af den neurointensive kapacitet vil således være livsreddende i dobbelt forstand. Flere patienter med intracerebrale katastrofer ville blive behandlet på et af landets neurocentre med den højeste kompetence og den bredeste tilgang til højtspecialiserede ydelser og dermed få den bedste mulighed for overlevelse. Centraliseringen af patienter med intracerebrale katastrofer til de fem neurocentre i Danmark vil ikke blot sikre den bedst mulige behandling af patienterne men også de bedst mulige forhold for organdonation. Når en person dør og bliver organdonor, kan det redde seks andre menneskers liv. Hvis organdonation bliver aktuelt, vil behandlingen og plejen af donorpatienten samt kommunikation med de pårørende blive varetaget af fagfolk med høj kompetence og rutine i organdonationsforløb. Dette, forventer vi, vil medføre større accept til donation fra de pårørende og den bedst mulige organpleje.

God økonomi i at styrke organdonation

En styrkelse af organdonation er en gevinst i den større sammenhæng, både i kroner, da en dialysepatient koster ca. en halv million om året, men i langt større udstrækning i livskvalitet. Vi vil både give nogle patienter en chance for at overleve og andre patienter muligheden for at leve et liv med langt højere livskvalitet.

I lægeløftet har vi som læger afgivet løfte om at »gavne samfundet«, ikke kun den enkelte patient: »efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn «. Samfundet kan her forstås som alle andre patienter. Med andre ord skal vi hjælpe alle. Kan det ene liv ikke reddes, må det være helt naturligt, at vi straks tænker på at redde de patienter, hvis liv er helt afhængigt af et nyt organ, og som dagligt risikerer at dø på ventelisten.

Hjernedøden blev vedtaget i Danmark 1990, og dermed blev det muligt at implementere organdonation til glæde for mange patienter med behov for nye organer. Nu er teknikken udviklet, men flaskehalsen er organmangel. Så stor, at der handles med organer i de mere fattige lande. Der er således både stor mangel på behandlingskapacitet for patienter med intracerebral katastrofe og for organer til transplantation.

Her er vi i den unikke win-win-situation, at der er en og samme løsning på begge problemer, nemlig udvidelse af den neurointensive kapacitet. Vi er både lægefagligt og etisk forpligtede til at yde patienter med intracerebral katastrofe den bedst mulige behandling, før vi sikrer optimale forhold for, at de samme patienter kan være organdonorer, når behandlingen svigter. Denne nødvendige infrastruktur skal suppleres med en indsats for at opnå stillingtagen hos den enkelte dansker til, om man ønsker at være organdonor eller ej.

Den ene af os (JL) har haft problemstillingen meget tæt på kroppen med en datter, hvis overlevelse og livskvalitet var betinget af andres vilje til at være organdonor. JL's datter, der i dag er 22 år, fik for 3,5 år siden et helt nyt liv med et par nye lunger. Heldigvis på helt legal vis efter 1,5 år på venteliste. Uden denne transplantation havde hun kun haft få måned er tilbage.

Dette var kun muligt, fordi et behandlerteam tænkte organdonation; der var tilstrækkelig intensivkapacitet, og fordi de pårørende sagde ja til organdonation.