Denne bog beretter om diabetesforskningens historie i Danmark. Det hele startede med Hagedorns produktion af insulin i villaen i Hellerup og den første insulinindgift til en patient på Kommunehospitalet i 1923. Herefter fulgte, som det vil være alle danske læger bekendt, en stedse tiltagende forskningsindsats, først og fremmest på Nordisk Insulin Laboratorium og Novo (nu forenet som Novo Nordisk) med de to tilknyttede diabeteshospitaler (nu Steno Diabetes Center), men også på andre institutioner ikke mindst Århus Kommunehospital og Amtssygehus.
De tre redaktører, der selv er fremtrædende diabetesforskere, har ønsket at udgive en bog, der tegner et samlet billede af denne forskning, og til det formål har de bedt en snes andre fremtrædende diabetesforskere fortælle om den historiske udvikling inden for hvert deres forskningsfelt. Redaktørerne har givet disse bidragyderne ret frie tøjler, og det samlede billede er da også ret broget. Nogle af forfattere skriver køligt refererende, mens andre fortæller meget personligt om deres arbejde. Beretningerne overlapper ikke generende meget, og den varierende skrivestil virker forfriskende.
Man får i denne bog et glimrende indtryk af den samlede forskningsindsats' bredde. Ud over udviklingen af insulinpræparater har hovedvægten ligget på patogenetisk forskning (inden for områder som fysiologi, immunologi og genetik), men hertil kommer epidemiologiske undersøgelser, kliniske forløbsstudier af både type 1- og type 2-diabetes og i de senere år kontrollerede behandlingsforsøg. Bogen omtaler også indsatsen på det socialmedicinske område, og til sidst diskuteres som et fremtidsperspektiv stamcelleforskningens muligheder. Bogen er således en udmærket illustration af det komplicerede samspil mellem basalforskning, mindre eller mere målrettet patogenetisk forskning og klinisk interventionsforskning. Den danske diabetesforskning som helhed vil være meget velegnet som »case« til en nærmere videnskabsteoretisk analyse af forskningsprocessen inden for moderne medicin.
Redaktørerne har på bogens omslag præsenteret sig selv med en »blå bog« på få linjer, og de burde på samme måde have præsenteret de enkelte forfattere, f.eks. sidst i bogen, hvor der nu blot findes en liste over deres navne og titler. Man savner også et emneregister og et navneregister.
Fremstillingen er ikke forsøgt populariseret, og bogen, der er et vigtigt bidrag til vort fags samtidshistorie, er således skrevet for fagfolk.