Jeg har fulgt debatten om fireårsreglen med interesse og med nogen forundring set, hvordan Jens & Mette har forsvaret aftalen (ikke fireårsreglen) heftigt. Jeg kan også se nogle af fordelene ved denne aftale, som de blev skitseret af de to i de sidste par numre af Ugeskriftet. Flere uddannelsesstillinger og i-stillinger er noget, vi alle kan glæde os over.
Jeg har hæftet mig ved, at en gruppe som os, der burde have gennemslagskraft i samfundet og have indflydelse på sundhedspolitikken, har ladet regeringen trække en aftale ned over hovedet på os. For det er jo det, der er tilfældet. Jens & Mettes forsvar af aftalen går ud på, at oplægget var: »Fireårsreglen slipper I ikke for!« At Jens & Mette så på trods af dette valgte at deltage i udformningen af aftalen, da de nu var blevet indbudt til det, mener jeg, er et tegn på vores faglige svaghed: Den evigt flinke læge.
Jens & Mette burde meget bestemt have afvist at deltage overhovedet og desuden gøre det kendt vidt og bredt i den almene presse, at Lars laver aftaler om uddannelse af læger uden at spørge lægerne. Og de burde have gjort det i den slags vendinger, der ender i 21-nyhederne, og ikke bare på side fire i debatsektionen. De kunne have indrykket annoncer i dagspressen, der fortalte om den dårlige aftale, der var ved at blive til, i vendinger, befolkningen forstår. Det er den slags midler, andre fagforeninger anvender for at sætte politikerne under pres. Er vi for fine til den slags? Eller er vi for flinke?
I stedet bruger Jens & Mette krudt på at forsvare de gode dele af aftalen over for deres bagland. De flinke læger slår til igen. Var det ikke bedre at bruge krudtet på at fortælle offentligheden, oppositionen og regeringen om de dårlige sider af aftalen? Denne strategi ville måske have bragt os i en situation, hvor politikerne var interesserede i at høre på vores del af sagen og måske ultimativt medføre, at det for politikerne bliver utænkeligt at trække noget ned over hovedet på os som faggruppe.
Jeg mener, at vi må stræbe mod, at politikere, både i Folketinget og regioner, for fremtiden ikke ser lægerne som nogen, man kan skubbe rundt efter forgodtbefindende og de politiske vindes retning, men i stedet som en gruppe, man ikke kan komme uden om, og som man, død og pine, må invitere med og lytte til ved forhandlinger.
Mette Worsøe/YL, har ikke haft lejlighed til at kommentere indlægget.