Claus Rendtorff : Er IKAS ved at udvikle sig til at være et problem for DDKM?

I alle nye forhold er der en indledende fase. Det er fasen, hvor man lærer hinanden at kende, opbygger fortrolighed, tillid og samhørighed. Og den indledende fase i forhold til DDKM er ved at være slut. Det viser sig, at hverken klinikere eller administratorer elsker DDKM. Tværtimod – det er ved at udvikle sig til sundhedssektorens hadeobjekt nr. 1. Og hvorfor så det? Jo, for nu år to efter, at 4.500 læger skrev under på, at de ikke havde tillid til kvalitetsregistreringerne i DDKM, er det fortsat ikke lykkedes at få en dialog i gang med IKAS om, hvordan DDKM skal ændres til et projekt, der er til gavn for patienterne og klinikerne.

For nylig var der en kronik i Politiken [1], hvor fem administratorer med stort kendskab til akkreditering fremførte stort set de samme synspunkter, som utallige klinikere er kommet med i de senere år. DDKM er for tungt, tidskrævende og hindrer klinikerne i at udføre deres arbejde. Processen er ikke god nok til at fange væsentlige kvalitetsbrist. Intentionen med kronikken er at få de ansvarlige politikere i tale. For hvis man troede, at man kunne nå ledelsen af IKAS, havde man henvendt sig direkte dertil.

I stor set al den kritik, der har været mod DDKM fra klinikere og administratorer, er der en accept af, at kvalitetsmålinger er en nødvendighed for at kunne dokumentere og fremme kvalitet. Og det er et væsentligt krav, at kvalitetsmålinger skal kunne gavne patienten. Et krav, der er på linje med den seneste udmelding fra Produktivitetskommissionen, der angiver, at man bør fjerne akkrediteringsprocedurer, der ikke er til nogen gavn for borgerne.

Svaret fra IKAS' direktør Jesper Gad Christensen [2] viser med al tydelighed, at der er er grund til, at det er politikerne og de overordnede administratorer (læs Vagn Nielsen, Sundhedsstyrelsen), som man forsøger at få i tale. Jesper Gad Christensen fremfører stereotypt sit forsvar for DDKM, som han har gjort tidligere uden refleksion over, om kritikerne nu både er dem, der arbejder i systemet, og dem, der administrerer systemet. Af en direktør med en så indflydelsesrig post kunne man godt have forventet, at han i stedet gik ind i debatten og argumenterede for, hvorledes man vil anvende brugernes kritik konstruktivt.

Der er al mulig grund til at stoppe op og revurdere projektet. Betragte det som en pilotfase, som man har gennemgået. Holde en pause og evaluere indsatsen indtil nu. Et stort problem for klinikerne er, at mængden af data, der skal indberettes, er så stor, at det er en trussel mod kvaliteten i patientbehandlingen. Og det er i sig selv en trussel mod kvaliteten i sundhedssektoren. Et stort problem er, at mange data skal indberettes manuelt. Hospitalsvæsenets it-systemer er endnu ikke af en sådan kvalitet, at de selv kan samle, ordne og sende kvalitetsdata til IKAS. Spørgsmålet er, om man ikke skal afvente denne udvikling, før man fortsætter DDKM.

Når de konstante effektiviseringskrav tager kvaliteten fra den ene side, og IKAS' akkrediteringsprogram æder klinikernes tid fra den anden side, bliver der mindre tid til kontakten med patienten. Og det er trods alt i klinikerens møde med patienten, at kvaliteten opstår. Så det danske sundhedsvæsen har sat sig i et dilemma, og det er ikke IKAS' direktør Jesper Gad Christensen, der løser det.