Charlotte Fischer: Region H har brug for en kulturrevolution

Frederik Liljefred (FL) har oplevet Region Hovedstaden, når den er værst. I hans debatindlæg 14.1 ⁽¹⁾ redegjorde han for regionens ”overdrevne magtanvendelse” i forbindelse med hans kritiske 1813-hjemmeside. Allerførst: Den fremgangsmåde, som regionen har haft i FL’s sag, er uantagelig. I hvert fald sådan som FL beskriver den. Som arbejdsgiver bør regionen værne om ansattes grundlovsfæstede ret til at ytre sig – også når det er svært og irriterende.

FL’s 18-13-hjemmeside udgjorde stensikkert et problem i forhold til vores kommunikation med patienterne. Den kunne let udløse forvirring – og er der noget 1814 ikke har brug for, er det mere kuller. Men det problem kunne være løst – up front på mindelig vis - ved at bede FL om at ændre navn på siden, så det tydeligt fremgik, at hjemmesiden var et kritisk indslag i 1813-debatten. Det var så også det, der blev løsningen. Tænk, hvad alle parter kunne have undgået ved at tage en stille snak først – uden at kaste Kammeradvokaten ind som atombombe i første slag.

Dette siger jeg som repræsentant for et parti, der står bag 1813. Og som én, der har mærket lægernes vrede på tæt hold. Er lægernes kritik besværlig? Ja, for pokker. Den har til tider været grov og ubehagelig. Men også helt nødvendig. Den kvalificerer – og styrker vores beslutningsgrundlag og indsigt. Og så er den fundamental for den, der vil demokratiet. For demokrati er næsten altid bøvlet.

Skal en læge ansat på et af regionens hospitaler have lov til åbent at kritisere 1813 og oprette en hjemmeside for kritiske aktivister? Selvfølgelig! Eneste grænse vi kan trække er, når noget bevisligt går ud over patientbehandlingen. Begynder en læge fx midt i stuegangen at fortælle patienter om, hvor uduelig han mener hospitalets ledelse er, kan man med rette mene, at det går ud over en magtesløs patient, der gøres unødigt utryg. No go. Men ellers skal der være vide rammer for den, der vil sige sin mening.

Region Hovedstaden har brug for en kulturrevolution. Vores politik fremover skal hvile på åbenhed og højt til loftet. Medarbejdere skal føle, at de trygt kan ytre sig – og ydermere at deres mening er værdsat. Har man kritik, er det altid en god idé og stil at gå til sin overordnede først – og se, om tingene ikke kan løses dér. Vores ledere skal være dygtige til at lytte og inddrage. Og vi politikere må stå på mål for kritik. Det er vores job.

Vi skal have alt sammen nedfældet i en ny kommunikationspolitik. Her skal også være en whistleblowerordning, så alle trygt kan råbe vagt i gevær, hvis de oplever alvorlige problemer – på kant med reglerne. Politikken skal udformes i dialog med medarbejderne. Mit håb er, at FL’s oplevelse er den sidste af sin art i hovedstaden.

Læs Frederik Liljefreds indlæg her