Bispebjerg Hospital (BBH) har kun fået to stjerner i indenrigs- og sundhedsministerens nye karaktersystem for hospitaler. Blandt andet fordi der ikke er håndvaske nok! Det, synes de, er uretfærdigt, for det har jo ikke noget med den faglige standard at gøre. Det kan der være noget om.
Men hør her: Nogle måneder efter en maveoperation på Rigshospitalet revnede sammensyningen, og mavesækken bulede frem i mit solar plexus som et grapefrugtstort hernie. Hverken kønt eller behageligt, og ubehageligt varmt at gå med brokbind i sommerheden. Så jeg blev henvist til reparation på BBH. Først til journaloptagelse, en uge efter til ultralydsskanning og så senere igen til forundersøgelse og forklaring på operationsteknikken. Tidsrøvende for patienten! Hvorfor ikke samle forundersøgelser på en dag? Nå, kirurgen ville lægge et net ind under bughinden, lige over mavesæk og tarme. Operationen ville tage to timer i fuldnarkose. Det lød ikke rart.
Ved indkaldelsen til operation var vedlagt en pjece. Citat fra denne: »Efter operationen kan du få ondt i såret [læg mærke til det hypotetiske kan] ... det er som regel tilstrækkeligt med medicin, du kan få i håndkøb ... Du skal straks efter operationen bevæge dig omkring ... Du kan tage hjem samme dag, du er opereret ... Efter operationen kan du spise og drikke, som du har lyst til ... Du kan genoptage dit seksuelle samliv, når du har lyst og ikke har smerter [hvem mon dyrker sex, hvis de ikke har lyst eller har smerter?] ... Du skal regne med 1-2 dages sygefravær, hvis du har let eller moderat fysisk arbejde, 1-2 ugers sygemelding, hvis du har hårdt fysisk arbejde«. I meget sjældne tilfælde kan det gå galt, men hvilken soldat regner med at blive skudt i krigen? Så det lød ikke slemt. Småtingsafdelingen.
Flinke narkosefolk, men hvor blev kirurgen af; ham eller hende ville jeg da gerne have hilst på. Det var for sent, et sovemiddel gennem nålen i armen og en gummimaske over næsen. Så sov jeg.
Det gjorde nu temmelig ondt, da jeg vågnede, morphinkrævende ondt! Et par timer efter kom kirurgen, flink mand. Operationen var gået godt; han havde anbragt knap 600 cm2 net klipset fast med 75 metalklips, og da mine smerter åbenbart var over gennemsnit, kunne kirurgen nu oplyse, at en nylig efterundersøgelse havde vist, at nogle patienter fik ondt i lang tid. Det havde de lige glemt at få med i pjecen! Og, hov, jeg fik ikke spurgt, om jeg stadig - med alt det metal i mig - uhindret kan komme igennem security control i USA? Måske tror de, at jeg har slugt en selvmordsbombe?
Nej, jeg blev ikke udskrevet som forventet. Jeg havde nemlig ikke ladet vandet. Av! Jeg havde ellers oplyst, at jeg led af betydelig prostatahypertrofi, hvorfor havde de så ikke lagt et kateter op under operationen? Jeg trak i klokkestrengen og klagede min nød. Ind kom to unge sygeplejersker med gummihandsker, kateter og lokalbedøvende gel. Blufærdigheden, den må man lade fare! Og uha, uha, hvor de fumlede. Første kateter krøllede sammen i urethra, næste stødte bare på en forhindring. Av, av! Jeg måtte give kritikken ret: Sygeplejeskolernes pensum af filosofi bør erstattes af øvelser i praktisk håndelag. Mit forslag om, at jeg - som læge - selv kunne lægge det op, blev mødt med forbavset afvisning - og tiden var ikke inde til at diskutere Foucault. Reservelægen blev tilkaldt. Det tog sin tid, hvorunder jeg var sikker på, at blæren ville sprænges. Så kom lægen endelig, og hun havde, selv om hun var en dame, det rigtige greb, kunne jeg straks mærke. Noget af et mandfolk! Men kateterisation er sgu da også et lægejob, hvad laver sygeplejerskerne der?
Først udskrevet på tredjedagen. Skal jeg ikke til kontrol? Næ, det er ikke nødvendigt! Men du kan få lidt obstipation, så husk at tage magnesium en uges tid. Det gjorde jeg, og det virkede, men ikke godt nok, skulle det vise sig. Og jeg måtte ikke foretage mig noget, der gav smerter, stod der i pjecen. Men mine nys og hoste og defækationsmanøvren gjorde helvedes ondt, og jeg kunne ikke aflaste det indopererede net med mit brokbind, for det var nu alt for kort til det opspændte abdomen. Og det blev ved: Følelsen af ubehag, let kvalme og konstante smerter og for stort abdomen, så heller ikke bukserne kunne knappes (husk at købe seler før operation). Efter tre uger læste jeg igen i pjecen: »Hvis du efter ti dage får problemer, skal du henvende dig til din praktiserende læge«. Den grænse var for længst overskredet, og hvad kunne min læge stille op? Det var jo ikke ham, der havde opereret mig. Så jeg sendte en mail til kirurgen gennem afdelingens officielle e-mail-adresse. Vente, vente, intet skete. Tre dage efter fik jeg midt om natten et voldsomt smerteanfald, ringede til 112 og blev kørt til skadestuen. Herfra hurtigt til den ansvarlige kirurgiske afdeling og fik ordineret morphin og mere morphin. Senere op ad dagen ultralydsskanning og røntgenoversigt. Diagnose: subileus. Forklaring: Det indopererede net havde stresset tarmene, så peristaltikken var gået i slowmotion. Tyndtarmen nu udspændt af metan, hvilket er temmelig smertefuldt. Magnesium havde slet ikke virket tilstrækkeligt.
Tre dage efter udskrivelse fik jeg svar fra sekretæren. Hun havde været på kursus men havde nu videresendt min mail til kirurgen. Tak for kaffe, det var lige en uge for sent og havde kostet mig en akut indlæggelse. Hvad med, at en anden sekretær udnævnes til e-mail-åbner under kurser og sygefravær? Der er trods alt tale om afdelingens hovedfærdselsåre på nettet mellem patienter og personale. Mon de også lader Post Danmark omdelte breve ligge uåbnede, til sekretæren kommer tilbage fra kursus?
En tid efter denne anden udskrivelse fik jeg pludselig en nat brændende smerter ved og meget hyppig vandladning, uklar urin og kulderystelser efterfulgt af feber. Tydelige tegn på urinvejsbetændelse. Jeg ordinerede selv et sulfamethizol, jeg havde liggende, og fyldte mig med Panodiler. Efter en halv dag fik jeg det lidt bedre. Kontaktede så min læge, som næste dag konstaterede, at der var bakterier i urinen og sendte den til resistensundersøgelse. Symptomerne, sagde han, tydede på truende urosepsis, og at bakterierne måtte stamme fra hospitalet med de mislykkede forsøg på kateterisation. Hvis jeg ikke hurtigt havde taget sulfamethizol, var det nok endt med en tredje indlæggelse, nu på medicinsk afdeling til intravenøs antibiotikabehandling.
Ja, hvad skal man konkludere?
At jeg fortryder den brokoperation, stort ja. Så hellere være fortsat med brokbind. Men venlige og søde er de alle sammen og en dygtig kirurg. Ulykkerne skyldes den elendige information og kommunikation og sygeplejerskernes kluntede mangelfulde håndgreb, og disse områder henregner jeg begribeligvis også til den samlede faglige standard, så karakteren efter mine oplevelser kan heller ikke blive til mere end to stjerner! Uanset antallet af håndvaske.