Jeg har med stor interesse læst Peter Gøtzsches (PG) bog »Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse« [1]. Bogen beskriver tankevækkende og skarpt nogle af de problemer, vi møder i forskningen om psykofarmaka, herunder publikations- og sponsorbias, som alvorligt kan skævvride dokumentation af balancen mellem virkninger og bivirkninger.
>Svar:
Torben Isager vil gerne vide, om mit svar på hans indlæg fremmer »en fælles forståelse, som jo må være målet med debatten?«. Det håber jeg sandelig. Disse debatter skulle gerne føre til, at der stilles langt færre diagnoser og bruges langt mindre psykofarmaka i fremtiden.
Det er derfor skuffende, at Isager, ligesom så mange andre psykiatere, går efter manden, denne gang den amerikanske psykiater Peter Breggin. Isager hævder, at Breggin er »et frafaldent medlem af Scientology«. Jeg har spurgt Breggin, og hans svar var: »Never a scientologist«. Det er interessant, at Isager er medlem af Advisory Board i Eli Lilly, fordi det især var Lilly, der forsøgte at miskreditere Breggin på denne måde.
Lad os holde os til videnskaben. Min bemærkning om, at børn, der er blevet behandlet med stimulanser, ofte udvikler hjerneatrofi, stammer bl.a. fra en lang artikel af Breggin, som Isager kalder noget, »der ligner et læserbrev«. Breggins artikel har 94 referencer [1], hvoraf mange er særdeles relevante for det, Isager ønsker at diskutere. Er der nogen, der nogensinde har set et læserbrev med 94 referencer? Igen går Isager efter manden og ikke efter videnskaben.
Isager har tre referencer [2-4], som han mener, støtter hans synspunkt om, at det er »sygdommen«, der giver hjerneatrofi, og ikke medicinen. Det kan hans referencer ikke bruges til at dokumentere. I det studie, som Breggin henviser til [2], skriver forfatterne »We cannot comment on cortical thickness or GM density in ADHD in the absence of medication treatment«, og de indrømmer endda, at det er påvist, at medicinen kan være årsagen til atrofien. Da 97% af patienterne i studiet havde fået metylfenidat i barndommen, kunne det være derfor, at deres hjerner var atrofierede. Det kunne også være pga. stofmisbrug [2].
Isager citerer også to metaanalyser [3, 4]. I dem begge konkluderer forfatterne, at longitudinelle undersøgelser er påkrævet for at afklare, om hjerneskaderne skyldes »sygdommen« eller medicinen.
Isager forbigår min øvrige dokumentation [5], der er ganske omfattende på trods af, at Breggin til dels benytter de samme referencer, som jeg gør. F.eks. har man i dyrestudier bekræftet, at ADHD-medicin forårsager permanente hjerneskader [1, 5]. Det er jo kun at forvente, idet det synes at gælde for alle psykofarmaka og andre hjerneaktive stoffer, f.eks. alkohol [5].
ADHD er en etiket, som sættes på børn, der er mere irriterende, utålmodige og uopmærksomme end andre børn. Skal vi overhovedet bruge den diagnose? Den stigmatiserer jo børnene, og ADHD-medicin bør undgås. Der er voldsom bias i forsøgenes design, effekten i langtidsforsøg er tvivlsom, der er mange bivirkninger, medicinen er skadelig på langt sigt og den reducerer ikke risikoen for senere kriminalitet eller stofmisbrug, snarere tværtimod [5].
Professor, dr.med. Peter C. Gøtzsche, Det Nordiske Cochrane Center, Rigshospitalet
E-mail: pcg@cochrane.dk
Interessekonflikter: ingen
Litteratur
-
Breggin PR. The rights of children and parents in regard to children receiving psychiatric diagnoses and drugs. Children & Society 2014;28:231-41.
-
Proal E, Reiss PT, Klein RG et al. Brain gray matter deficits at 33-year follow-up in adults with attention-deficit/hyperactivity disorder established in childhood. Arch Gen Psychiatry 2011;68:1122-34.
-
Frodl T, Skoukauskas N. Meta-analysis of structural MRI studies in children and adults with attention deficit hyperactivity disorder indicates treatment effects. Acta Psych Scand 2012;125:114-26.
-
Nakao T, Radua J, Rubia K et al. Gray matter volume abnormalities in ADHD: voxel-based meta-analysis exploring the effects of age and stimulant medication. Am J Psych 2011;168:1154-63.
-
Gøtzsche PC. Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse. København: Peoples Press, 2015.
>Svar:
Torben Isager vil gerne vide, om mit svar på hans indlæg fremmer »en fælles forståelse, som jo må være målet med debatten?«. Det håber jeg sandelig. Disse debatter skulle gerne føre til, at der stilles langt færre diagnoser og bruges langt mindre psykofarmaka i fremtiden.
Det er derfor skuffende, at Isager, ligesom så mange andre psykiatere, går efter manden, denne gang den amerikanske psykiater Peter Breggin. Isager hævder, at Breggin er »et frafaldent medlem af Scientology«. Jeg har spurgt Breggin, og hans svar var: »Never a scientologist«. Det er interessant, at Isager er medlem af Advisory Board i Eli Lilly, fordi det især var Lilly, der forsøgte at miskreditere Breggin på denne måde.
Lad os holde os til videnskaben. Min bemærkning om, at børn, der er blevet behandlet med stimulanser, ofte udvikler hjerneatrofi, stammer bl.a. fra en lang artikel af Breggin, som Isager kalder noget, »der ligner et læserbrev«. Breggins artikel har 94 referencer [1], hvoraf mange er særdeles relevante for det, Isager ønsker at diskutere. Er der nogen, der nogensinde har set et læserbrev med 94 referencer? Igen går Isager efter manden og ikke efter videnskaben.
Isager har tre referencer [2-4], som han mener, støtter hans synspunkt om, at det er »sygdommen«, der giver hjerneatrofi, og ikke medicinen. Det kan hans referencer ikke bruges til at dokumentere. I det studie, som Breggin henviser til [2], skriver forfatterne »We cannot comment on cortical thickness or GM density in ADHD in the absence of medication treatment«, og de indrømmer endda, at det er påvist, at medicinen kan være årsagen til atrofien. Da 97% af patienterne i studiet havde fået metylfenidat i barndommen, kunne det være derfor, at deres hjerner var atrofierede. Det kunne også være pga. stofmisbrug [2].
Isager citerer også to metaanalyser [3, 4]. I dem begge konkluderer forfatterne, at longitudinelle undersøgelser er påkrævet for at afklare, om hjerneskaderne skyldes »sygdommen« eller medicinen.
Isager forbigår min øvrige dokumentation [5], der er ganske omfattende på trods af, at Breggin til dels benytter de samme referencer, som jeg gør. F.eks. har man i dyrestudier bekræftet, at ADHD-medicin forårsager permanente hjerneskader [1, 5]. Det er jo kun at forvente, idet det synes at gælde for alle psykofarmaka og andre hjerneaktive stoffer, f.eks. alkohol [5].
ADHD er en etiket, som sættes på børn, der er mere irriterende, utålmodige og uopmærksomme end andre børn. Skal vi overhovedet bruge den diagnose? Den stigmatiserer jo børnene, og ADHD-medicin bør undgås. Der er voldsom bias i forsøgenes design, effekten i langtidsforsøg er tvivlsom, der er mange bivirkninger, medicinen er skadelig på langt sigt og den reducerer ikke risikoen for senere kriminalitet eller stofmisbrug, snarere tværtimod [5].
Professor, dr.med. Peter C. Gøtzsche, Det Nordiske Cochrane Center, Rigshospitalet
E-mail: pcg@cochrane.dk
Interessekonflikter: ingen
Litteratur
-
Breggin PR. The rights of children and parents in regard to children receiving psychiatric diagnoses and drugs. Children & Society 2014;28:231-41.
-
Proal E, Reiss PT, Klein RG et al. Brain gray matter deficits at 33-year follow-up in adults with attention-deficit/hyperactivity disorder established in childhood. Arch Gen Psychiatry 2011;68:1122-34.
-
Frodl T, Skoukauskas N. Meta-analysis of structural MRI studies in children and adults with attention deficit hyperactivity disorder indicates treatment effects. Acta Psych Scand 2012;125:114-26.
-
Nakao T, Radua J, Rubia K et al. Gray matter volume abnormalities in ADHD: voxel-based meta-analysis exploring the effects of age and stimulant medication. Am J Psych 2011;168:1154-63.
-
Gøtzsche PC. Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse. København: Peoples Press, 2015.
PG skriver, at »Børn behandlet med stimulanser udvikler ofte hjerneatrofi«. Det må siges at være en alvorlig bivirkning, som jeg trods mangeårig erfaring med ADHD ikke har været opmærksom på. Jeg kan forestille mig konsekvenserne for mine patienter og (børne)psykiatrien, den dag denne uhyggelige konsekvens af medicin bliver grebet af en journalist på Ekstra Bladet.
Jeg har hidtil forstået analyser af cerebral billeddiagnostik ved ADHD sådan, at (ubehandlede) personer med ADHD har tendens til mindre/tyndere kortikale og centrale hjernestrukturer end kontrolpersoner. Hjerne-»atrofi« kan opfattes som et ledsagefænomen ved selve udviklingsforstyrrelsen. I metaanalyser har man konkluderet, at stimulantia, hvis de påvirker hjernestrukturen, tenderer til at normalisere denne [2, 3].
En verdensberømt og grundig forsker som PG har naturligvis evidens, når han påpeger en bivirkning som hjernesvind. PG har da også en reference: Det viser sig at være et indlæg i Children & Society. Det ligner et læserbrev skrevet af dr. Peter Breggin, som ikke på forhånd var mig bekendt. I Wikipedia omtales han som »psychiatrist and critic of biological psychiatry and psychiatric medication«. Det fremgår også, at dr. Breggin er frafaldent medlem af Scientology. Det svarer ikke til mit billede af PG som en skarp forsker; er det hans kilde til den farlige bivirkning?
Breggin synes ikke selv at have foretaget hjerneforskning, men mener, som citeret af PG, at personer, der er blevet behandlet med stimulantia udvikler »widespread brain atrophy«. Breggins vigtigste(?) reference til originallitteratur er en undersøgelse af Proal et al. fra 2011 [4]. Det er en efterundersøgelse af drenge, som havde ADHD og blev MR-skannet som voksne. Der blev fundet reduktion i grå substans hos patienterne sammenlignet med kontrolpersonerne, men der står eksplicit, at undersøgelsen ikke kunne sige noget om effekten af medicinsk behandling, som var givet kortvarigt i barndommen. Breggin og PG tolker åbenbart denne forskning anderledes end neuroradiologerne?
Med PG’s idealer om balanceret, kritisk læsning af litteraturen har han naturligvis mere vægtig dokumentation for sin tunge konklusion om stimulantia. Jeg er en af dem, der har behandlet med de stoffer i årevis og har grund til at blive beskæmmet, når der viser sig at være evidens for en så fatal bivirkning.
Gad vidst om PG’s uddybning fører til, at vi nærmer os en fælles forståelse, som jo må være målet med debatten?
<h2>LITTERATUR</h2>
<ol type="d">
<li><p> Gøtzsche P. Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse. København: Peoples Press, 2015.</p></li>
<li><p> Frodl T, Skoukauskas N. Meta-analysis of structural MRI studies in children and adults with attention deficit hyperactivity disorder indicates treatment effects. Acta Psychiatrica Scandinavica 2012;125:114-26.</p></li>
<li><p> Nakao T et al. Gray matter volume abnormalities in ADHD: voxel-based meta-analysis exploring the effects of age and stimulant medication. Am J Psychiatry 2011;168:1154-63.</p></li>
<li><p> Proal E et al. Brain gray matter deficits at 33-Year follow-up in adults with attention-deficit/hyperactivity disorder established in childhood. Arch Gen Psychiatry 2011;68:1122-34.</p></li>
</ol>
<p>Peter Gøtzsche skriver i sin bog »Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse«, at »Børn behandlet med stimulanser udvikler ofte hjerneatrofi«. Det må siges at være en alvorlig bivirkning, som jeg trods mangeårig erfaring med ADHD ikke har været opmærksom på. (Med svar fra Peter Gøtzsche).</p>