Professor Raben Rosenberg har skrevet et imponerende værk om psykiatriens grundlag: om psykiatrihistorie, filosofi og videnskab. Og meget mere.
Bogen indledes med et veloplagt og letlæst ridt gennem psykiatrihistorien fra oldtiden til i dag. Vi hører om romerrettens straffritagelse af sindssyge, om middelalderens dårekister, om psykiatriens fødsel i starten af 1800-tallet og om de toneangivende teoriretninger, som udgik fra især Frankrig og Tyskland. Der er selvfølgelig særligt fokus på psykiatriens historie i Danmark, og teksten gøres levende og nærværende af talrige citater og vignetter, f.eks. om Amalie Skram, som efter en indlæggelse på Sct. Hans i 1895 skrev to romaner, som var en slet skjult kritik af den magtfulde overlæge Knud Pontoppidan, og som medvirkede til en af de første antipsykiatriske bevægelser.
Allerede på historiekapitlets første side understreges bogens relevans og ambition: »Uden en historisk baggrund vil man ikke kunne forstå en række aktuelle problemstillinger«. Og problemer har psykiatrien i dag som bekendt nok af. Rosenberg gennemgår med et imponerende overblik det teoretiske grundlag, som psykiatrien hviler på, og dermed i mange tilfælde årsagen til de aktuelle problemer: Sygdomsbegrebet vakler, for taler vi om objektive sygdomme eller subjektiv lidelse? Psykiatri er et fag, hvor det kun i få tilfælde er muligt at verificere en diagnose med en blodprøve eller en skanning, og diagnoserne har siden udgivelsen af DSM III i 1980 været funderet på symptomansamlinger frem for ætiologi. Det har givet store problemer med validiteten, og det har medført, at antallet af diagnoser er eksploderet. Livstidsrisikoen for at få en psykisk lidelse angives i dag til 50% (!), og det afspejler måske, at vi trods massiv hjerneforskning stadig mangler afgørende viden om mange af de grundliggende sygdomsmekanismer.
Hvor psykiatrien mangler parakliniske undersøgelsesmetoder til bekræftelse af diagnoserne, har vi til gengæld et professionelt sprog til beskrivelse af de psykiske lidelser: Psykopatologien, som ifølge Rosenberg er »fagets adelsmærke«. Karl Jaspers ikoniske Allgemeine Psychopathologie fra 1913 står stadig som et fyrtårn, men siden 1950'erne har man i et forsøg på at standardisere psykopatologien udviklet en række rating scales, som gør det muligt at kvantificere symptomerne med henblik på en mere præcis diagnostik. Det er imidlertid et centralt problem i psykiatrien, at der sjældent er en skarp grænse mellem det normale og det patologiske, og Rosenberg slår et slag for, at den deskriptive psykopatologi altid skal følges af en hermeneutisk tilgang og menneskesyn, som tager højde for den enkeltes unikke livssituation. Bogen har i det hele taget en grundtone af inklusion og humanisme, og der peges ikke fingre ad opfattelser eller overbevisninger, som næppe er forfatterens.
Trods den essayistiske form og lethed er bogen meget omfattende og stiller med sit høje ambitionsniveau, især vedr. de filosofiske aspekter, krav til sin læser. Det er næppe alle, som vil læse bogen fra A til Z, men den fungerer også glimrende som opslagsværk, og kapitlerne afrundes med en opsummerende konklusion, som gør det muligt at danne sig et hurtigt overblik over stoffet.
»Psykiatriens grundlag« er en milepæl i dansk psykiatriformidling, og ud over at være interessant og underholdende klæder den læseren på til at navigere med større overblik i de mange problemstillinger, som desværre er en realitet i dagens psykiatri. Man må derfor håbe, at værket får en stor udbredelse og bliver læst. Det kunne både faget og psykiatridebatten have godt af.
Speciallæge i psykiatriRasmus Nejst Jensen
E-mail: nejst1@yahoo.dk
Interessekonflikter: ingen