Denne lærebog i øjensygdomme henvender sig til medicinstuderende og færdiguddannede læger med interesse i at holde sig ajour inden for øjenspecialet.
Kapitlerne i »Øjensygdomme« er sat logisk op. Vi genopfrisker øjets anatomi og synssans, hvorefter vi går videre til den kliniske anamnese og undersøgelse. Herefter fortsætter bogens hovedafsnit med de mere konkrete sygdomme i øjets forskellige afsnit. Alle de store og væsentlige øjensygdomme er medtaget og beskrevet i et rimeligt omfang og på højt fagligt niveau. Man fornemmer klart, at bogen er skrevet af undervisere med god pædagogisk sans og lang undervisningserfaring.
Der er en god sproglig behandling af stoffet suppleret med et fint billedmateriale. Grafisk er bogen sat meget læsevenligt op med god afstand mellem de respektive stofområder og med margen til personlige notater. Som underviser og censor gennem 22 år på Københavns og Aarhus universiteter synes jeg, bogen meget fint dækker det stofområde, vi underviser og eksaminerer i. Bogen gennemgår det lægefaglige stof for medicinstuderende uden at fordybe sig i sygepleje og optik. Derimod får vi et grundigt og dækkende billede af undersøgelse, diagnostik og up to date behandling af de forskellige øjensygdomme set fra en lægefaglig synsvinkel.
Der er nu kommet tre danske lærebøger i øjensygdomme, hvilket synes meget for et lille sprogområde som det danske. To af de tre lærebøger er rettet mod både medicinstuderende, sygeplejersker og optikere. Det er efter min mening en næsten umulig opgave at skrive en lærebog for både medicinstuderende, sygeplejersker og optikere. Der bliver jo tre hovedmål: sygdomslære, sygepleje og den optiske fysik, hvilket er svært at få ind i én lærebog. Man kan ikke stange ål, samtidig med at man går på harejagt.
Jeg synes også, det er et problem, at de tre professorer på Øjenafdelingen, Glostrup Hospital, hver især er medforfattere på én af de tre dansksprogede lærebøger i øjensygdomme. Her tænker jeg specielt på, at de medicinstuderende på Glostrup/Rigshospitalet kan komme i klemme mellem de tre lærebøger og de respektive tre professorer. Måske skulle fakultetet tage officiel stilling til, hvilken lærebog der officielt kan anbefales til de medicinstuderende.
Øjenlæge Allan Storr-Paulsen
E-mail: allan.storr@gmail.com
Interessekonflikter: ingen