Der skrives ofte i det offentlige rum og i fagpressen om alkoholproblemer, og hvad vi burde gøre ved dem. Desværre står emnet ikke højt på skiftende regeringers dagsorden. Derfor er det endnu mere nødvendigt, at fagfolk – som her – bliver ved med at påpege, hvor det kan gøres bedre. Der mangler penge til området, men i denne bog peges på områder, hvor de enkelte behandlingssteder: sygehuse, kommuner og almen praksis, selv har mulighed for at ændre rutiner til det bedre.
Bogen er udgivet i samarbejde med Dansk Sygeplejeråd, og målgruppen er primært ikkelægeligt plejepersonale (enkelte kapitler har dog adresse til praktiserende læger). Bogen bliver også anbefalet (på omslagets bagside) til ikkesundhedsfagligt personale, hvilket dog ikke alle lægelige bidragydere tager højde for, når fagtermerne anvendes. De 17 kapitler er skrevet af 14 forfattere, hvilket giver god dækning af emnets bredde, men også en forventelig uens kvalitet. Flere kapitler er fortrinlige (f.eks. ”Socialt udsatte patienter” og ”Tværfagligt og tværsektorielt samarbejde”), mens ”Epidemiologi” virker rodet, og omtalen af jernstofskiftets betydning i kapitel 8 skyder over målet. Det hævdes, at måling af serumalkoholkoncentration har en særstilling, og at man ikke behøver spørge en patient om tilladelse til prøven. Jeg er lodret uenig. Og at tage prøven løbende i almen praksis er urealistisk (s. 174).
På s. 126 anbefales hyppig samtale om alkoholvaner. Men det kan sandelig irritere patienten, der har en anden dagsorden. Dette nævnes retfærdigvis i ”Anerkendende samtale og motiverende samtaleteknikker anvendt i praksis”.
Bogen gør læseren bevidst om, hvordan mødet med patienten kan forbedres, så patienten støttes i at nedsætte alkoholforbruget. Den enkelte medarbejder bør – sammen med sine fagfæller – med bogen i hånden gå til ledelsen og bede om den efteruddannelse, der måtte mangle inden for kommunikation, information, tværfagligt og tværsektorielt samarbejde.
Sammenfattende må det siges, at bogen er nødvendig og god, skønt korrekturen kunne være bedre.
Speciallæge i almen medicin Sverre Barfod
E-mail: s.barfod@dadlnet.dk
Interessekonflikter: ingen