Ved første øjekast kan man få det indtryk, at bogen er endnu en af de mange selvudviklingsbøger, som udgives på forskellige forlag, men når man går i gang med læsningen, opdager man hurtigt to vigtige forskelle.
For det første lover forfatteren ikke et ”kvikfix” til komplekse problemer, men opfordrer til hårdt personligt arbejde, og for det andet har forfatteren et indgående kendskab til det, hun taler om.
Forfatteren har tidligere udgivet en række bøger om selvtillid og selvværd. Med udgangspunkt i den kognitive terapi og med støtte i østlig filosofi gennemgår hun de psykologiske processer, der er forbundet med livets ”knubs”. Bogen er veldisponeret i en række kapitler, som skrider frem fra livets uundgåelige modgang til psykologiske traumer. I en let og umiddelbar stil præget af korte sætninger gennemgår forfatteren de enkelte temaer fra formulering af problemerne til løsningsforslag og forslag om øvelser.
Forfatteren gør flittig brug af kognitive terapeutiske redskaber som skemaer til registrering af situationer, tanker, følelser og adfærd. Det handler om coping, som forfatteren understreger. I overensstemmelse hermed er problemformuleringerne og forslag til ændringer først og fremmest centreret i det enkelte individs selv. Livets relationelle aspekt, de andres sindstilstand og den gensidige påvirkning og afhængighed behandles sekundært.
Set ud fra en psykiatrisk synsvinkel kan bogen gøre nytte i forbindelse med planlægning og udførelse af psykoedukation af patienter med let til moderat angst og depression og mildere personlighedsforstyrrelser. For alle andre patientgrupper vil de mange opfordringer til accept af realiteter og til at engagere sig i positive aktiviteter ofte virke som uoverkommelige og nedslående. Alvorlig psykopatologi er desværre andet og mere end livets knubs.
Overlæge i psykiatri Francisco Alberdi
E-mail: francisco.alberdi.olano@regionh.dk
Interessekonflikter: ingen