Denne kortfattede lærebog i histologi henvender sig ifølge forfatterne primært til medicinstuderende, biomedicinstuderende og veterinærstuderende m.fl. Den er anderledes opbygget og mindre end ”Genesers histologi”, som er mere detaljeret og mere avanceret og på 761 sider (anmeldt i Ugeskr Læger 15.2.2013).
Teksten er kortfattet med korrekte termer og fine forklaringer på hverdagsdansk i et letlæseligt og flydende sprog, hvor man ikke mærker sprogforskelle mellem kapitlerne. Teksten støttes af mange velvalgte tegninger, som instruktivt gengiver den tredimensionale virkelighed ud fra de todimensionale vævssnit. Dertil kommer mange, meget fine mikrofotografier (taget af Albert O. Meier), som på bedst tænkelige måde illustrerer teksten i afsnittene om almen histologi og om speciel histologi. En ulempe ved de mange fine mikrofotografier kan være de mange forskellige forstørrelser, der er benyttet, men dette afhjælpes elegant med en målestok på hvert mikrofotografi. I afsnittet om almen histologi er der et kapitel om cellen, som er velskrevet og velillustreret, men efter min mening burde receptorer være beskrevet mere indgående, idet disse er afgørende for cellers regulering, herunder ikke mindst cellers påvirkning af medicin og indbyrdes afvigende påvirkning ved sygdomme, bl.a. kræft.
Der er velskrevne og velillustrerede afsnit om histologiske metoder og farvemetoder, hvor jeg dog savner en indføring i immunhistokemiske farvemetoder, idet disse i vore dage er uundværlige i såvel normal anatomi som patologisk anatomi. Til sidst i bogen er et atlas med 158 meget fornemme mikrofotografier af almen histologi og speciel histologi, hvor teksten til alle mikrofotografier er præcis og med velvalgte pile m.m. Forrest i bogen er der en klar og overskuelig indholdsfortegnelse, og sidst i bogen er der et stort register, som begge gør det meget let at finde rundt i bogen.
Alt i alt en flot og meget anvendelig kortfattet lærebog, som jeg kan medgive mine bedste anbefalinger.
Overlæge Karsten Nielsen
E-mail: KARSNI@rm.dk
Interessekonfikter: ingen