2. udgave af Torgeir B. Wyllers lærebog om geriatri er en letlæselig, pædagogisk velfunderet og klinisk relevant gennemgang af specialet geriatri med en passende vekslen mellem teori og kliniske eksempler. Bogens fokus er tydeligvis medicinsk geriatri; omend tiltænkt medicinstuderende og læger giver bogen en fin indføring i det for faget helt essentielle tværfaglige samarbejde og vil med fordel kunne læses af andre sundhedsfaglige personer.
Rækkefølgen af bogens 5 hovedtemaer kan diskuteres. Geriatri som arbejdsmetode , fagets grundlag og udvikling samt centrale begreber som frailty, multimorbiditet og atypisk sygdomspræsentation gennemgås. Også den tværsektorielle udfordring som geriatrien står overfor set i lyset af specialets stadig mere akutte orientering og kortere indlæggelsestid berøres. Afslutningsvis præsenterer forfatteren en imponerende gennemgang af det geriatriske sygdomspanorama inkl. neurologiske, onkologiske og psykiatriske tilstande. Ikke kun i denne sidste del af bogen lykkes forfatteren med at fastholde det geriatriske aspekt.
Forfatterens interesse for medicingennemgang, som er et af geriatriens kerneområder, er evident. Bogen giver relevante forslag til medicinsanering og er således anvendelig i den kliniske dagligdag.
Næsten alle kapitler indledes af en sygehistorie, som med kliniske og parakliniske oplysninger og medicinstatus på pædagogisk vis understøtter kapitlets emne. Bogen er rigt illustreret med tabeller og figurer, der supplerer teksten og kan relateres til kapitlets sygehistorie. Alle kapitler afsluttes med velvalgte litteraturhenvisninger.
Bogen er anbefalelsesværdig både som lærebog for medicinstuderende, men også som opslagsværk for speciallæger i geriatri og læger med interesse for faget. Som underviser i specialet er bogen en kærkommen inspirationskilde.
Overlæge Pia Kannegaard
E-mail: Pia.Nimann.Kannegaard.01@regionh.dk
Interessekonflikter: Ingen