Alkohol medfører betydelige somatiske, psykiatriske og sociale problemer. Især i de sidste 20 år har vi fået større viden om konsekvenser for og behandlinger af patienter med alkoholproblemer. Dette har medført en stigende mængde litteratur om effektiv forebyggelse og behandling. Denne bog henvender sig til praktikere, og det er bogens styrke, at den indeholder en række praktiske anvisninger til, hvordan man kan afdække og tale med patienter om alkoholproblemer.
Med motivational interviewing som teoretisk tilgang er der en god indføring til samtalen om alkohol. I et godt afsnit om alkoholforebyggelse gennemgås den lange række af veldokumenterede alkoholpolitiske tiltag, som er effektive – det er typisk dem, der ikke bruges. Der bliver også peget på det vigtige faktum, at skader og sociale og sundhedsmæssige konsekvenser er kvantitativt meget større blandt dem, der drikker for meget, i forhold til afhængige, og at det er her, at den største indsats skal gøres. Afsnittet om paternalisme er dejligt at læse i en tid, hvor alt handler om evidensbaseret medicin, ligesom jeg læste afsnittet om terminologi med stor fornøjelse – misbrugsområdet er til forskel fra andre områder gennemsyret af en stribe af negative begreber, der beskriver patienterne: misbrug, benægtelse, skjult misbrug, opdage, medafhængig, tilbagefald etc. Herudover er der mere traditionelle afsnit om skader og farmakologisk behandling. Efter hvert kapitel er der henvisning til forlagets hjemmeside med en elektronisk sammenfatning, øvelser, test og nyttige psykometriske skalaer i svensk oversættelse.
Sven Wåhlins bog om alkohol er en bog med en bred målgruppe blandt alle praktikere, som beskæftiger sig med patienter med alkoholproblemer. Især praktiserende læger og sygeplejersker – men også alle andre der beskæftiger sig med alkoholproblemer – vil kunne lære noget af at læse denne bog, både inden for sundhedsvæsenet og den sociale sektor.
Professor, overlæge, dr.med. Ulrik Becker
E-mail: becker@dadlnet.dk
Interessekonflikter: ingen