»Basal og klinisk farmakologi« er i 2014 udkommet i sin femte udgave, og på over 900 sider gennemgås alt fra farmakologiens basale mekanismer til lægemidlernes kliniske anvendelighed, inklusive vigtige administrative forhold omkring ordination, udvikling og overvågning.
Bogen er skrevet af mere end 90 forfattere, som alle er specialister inden for deres område. Deres faglige indsigt og baggrundsviden afspejler sig i, at mange kapitler ikke kun indeholder »kolde farmakologiske fakta«, men også mange interessante detaljer om lægemidlernes historik og anvendelse.
De mange forfatterskaber medfører dog, at kapitlernes opbygning og detaljeringsgrad er ret forskellige. Selvom hvert kapitel bliver afsluttet med en opsummerende faktaboks, gør bogens uensartede opbygning det svært at få et overblik over emnerne. Eksempelvis vælger forfatterne af kapitlet »Midler mod fordøjelseskanalens sygdomme« at opdele de enkelte lægemiddelafsnit meget struktureret i underafsnit om dynamik, kinetik, bivirkninger, interaktioner og klinisk anvendelse, mens denne opdeling i det efterfølgende kapitel er droppet. Bogen henvender sig derfor, efter min mening, fortrinsvis til den postgraduate læser, der ønsker at fordybe sig og genopfriske sin viden. Her fungerer bogen med sine detaljerede beskrivelser af virkningsmekanismer og henvisninger til andre terapiområder til gengæld rigtig godt!
Layoutet er med sit enkle farvevalg tiltalende. Dog gør den meget lille typografi, at man som læser virkelig skal pudse brillerne, inden man går i gang.
Antallet af grafer og tabeller er i mange kapitler desværre ret sparsomt. Kapitlet om immunfarmakologien, hvis komplekse virkningsmekanismer inviterer til grafisk forenkling, indeholder f.eks. kun fem figurer, hvoraf tre viser molekylestrukturer.
»Basal og klinisk farmakologi« er en god og omfattende lærebog med mange interessante og velskrevne kapitler. En større typografi, flere grafer og en mere ensartet opbygning ville dog gøre bogen mere læsevenlig og understøtte forståelsen.
Overlæge Gesche Jürgens
E-mail: gju@regionsjaelland.dk
Interessekonflikter: ingen