Hvis der er en ny fagbog, du tænker at købe i år, må det være Beckers og Tolstrups nye grundige værk om alkohol.
Læs først kapitel 5 om tømmermænd – her kan de fleste relatere sig til emnet, samtidig med at man får en forståelse af den forskningsbaserede tilgang, der ligger til grund for bogens opbygning. Fortsæt herefter rundt efter interesse, den behøver ikke at blive læst slavisk. Min oplevelse var, at lysten til at læse de øvrige kapitler kom helt af sig selv – den er simpelthen velskrevet. Bogen er bygget op over seks afsnit og 27 kapitler, der må siges at dække stort set alt, hvad en læge har brug for at vide om alkohol. Målgruppen er sundhedspersoner, der arbejder med alkoholrelaterede problemer – men primært læger og medicinstuderende.
Det giver en udfordring, idet både novicen og eksperten skal kunne få udbytte af teksten, hvilket er lykkedes ganske godt. Her er både plads til simple kliniske vignetter og detaljerede beskrivelser af afhængighedens biologi og de komplekse forhold hos personer med dobbeltdiagnoser. Der vil være kendt stof for mange, der allerede beskæftiger sig med alkoholrelaterede problemer, men det opvejes fuldt ud af dybdegående kapitler om især behandling, hvor man kommer vidt omkring – også med særlige afsnit om gravide, hjemløse, unge og dem med blandingsmisbrug. Som læser bliver man bekendt med de mange og veldokumenterede metoder, der findes til opsporing og behandling af alkoholmisbrug, på en umiddelbar lettilgængelig og anvendelig måde. Jeg arbejder selv med misbrugsproblemer i en psykiatrisk kontekst og er blevet både oplyst og klogere af at have læst bogen.
Bogen er skrevet af hele parnasset inden for alkohol- og misbrugsbehandling i Danmark, hvilket giver en høj grad af validitet og en klar klinisk anvendelighed. Jeg har selv haft fornøjelsen af at blive enten undervist af eller har arbejdet sammen med flere af forfatterne og kender til deres dybe engagement i at forstå og behandle alkoholafhængige. Der er anslået 140.000 danskere med alkoholafhængighed og over 500.000 med et skadeligt forbrug af alkohol. Bogen bidrager med nødvendig viden på området.
Overlæge Casper Buchardt Westergaard.
E-mail: casper.buchardt.westergaard@regionh.dk
Interessekonflikter: ingen