Svar fra Bruno Melgaard Jensen, formand PLO
Jeg er ikke så bekymret, så jeg tror, at noget vil bryde sammen. Tværtimod mener jeg, at der er blevet indgået en forhandlingsaftale, der peger fremad.
Min indstilling har hele tiden været, at ”hellere selv få skidt på fingrene”, dvs. være med i beslutningerne, hvis det er det, der kræves, end lade andre gøre arbejdet henover hovedet på os.
Forhandlingsaftalen indebærer eksempelvis et historisk gennembrud for den systematiske efteruddannelse, som PLO med god støtte fra DSAM siden 2006 har kæmpet ihærdigt for at få ind i overenskomsten. På kvalitetsområdet får vi en model tilpasset praksis, som skal færdigudvikles i samarbejde mellem PLO, DSAM og IKAS. På den måde sikrer vi os afgørende indflydelse.
Jeg er helt med på, at aftalen ikke er økonomisk prangende, og at vi ikke kom af med økonomiloftet. Men jeg synes alt i alt, at aftalen økonomisk set er fornuftig. Den samlede forhandlingsøkonomi er på netto 160 mio. kr. – heri ikke medregnet de ca. 75 mio. kr., der reelt tilgår rammen som bagatelgrænse 1. og 3. år. Hertil kommer, at regioner og kommuner afsætter 200 mio. kr. årligt i varige midler, der skal finansiere de underliggende aftaler, som regioner og kommuner i de kommende år skal indgå med PLO.
Samlet set giver forhandlingsaftalen et skønnet økonomisk råderum på ca. 285 mio. kr. i 3. overenskomst år. Det svarer nogenlunde til råderummet i den gamle overenskomst fra 2011. Jeg mener, at det giver os nogle fornuftige og realistiske muligheder i de næste tre år.
Vi skal naturligvis holde et vågent øje med økonomiloftet, så vi holder os inden for rammen. Det kan vi bl.a. gøre ved at følge nøje med i de kvartalsvise økonomioversigter, ved at sørge for at der indgås underliggende aftaler om alle nye opgaver, som skal holdes uden for rammen samt i samarbejde med RLTN at gennemføre fælles tiltag, f.eks. rammeforøgelser og opgavebegrænsninger, hvis der er udsigt til rammeoverskridelser.
Jeg er glad for forhandlingsaftalen, fordi den efter min opfattelse vil give almen praksis en yderst tiltrængt arbejdsro i de kommende tre år. Den skal være startskuddet til, at vi kigger fremad til en tid, hvor kampen for vores fag ikke sker ved konfrontationer og uvenskaber, men i stedet ved samarbejde og forhandling til gavn for udviklingen af almen praksis.
Svar fra Bruno Melgaard Jensen, formand PLO
Jeg er ikke så bekymret, så jeg tror, at noget vil bryde sammen. Tværtimod mener jeg, at der er blevet indgået en forhandlingsaftale, der peger fremad.
Min indstilling har hele tiden været, at ”hellere selv få skidt på fingrene”, dvs. være med i beslutningerne, hvis det er det, der kræves, end lade andre gøre arbejdet henover hovedet på os.
Forhandlingsaftalen indebærer eksempelvis et historisk gennembrud for den systematiske efteruddannelse, som PLO med god støtte fra DSAM siden 2006 har kæmpet ihærdigt for at få ind i overenskomsten. På kvalitetsområdet får vi en model tilpasset praksis, som skal færdigudvikles i samarbejde mellem PLO, DSAM og IKAS. På den måde sikrer vi os afgørende indflydelse.
Jeg er helt med på, at aftalen ikke er økonomisk prangende, og at vi ikke kom af med økonomiloftet. Men jeg synes alt i alt, at aftalen økonomisk set er fornuftig. Den samlede forhandlingsøkonomi er på netto 160 mio. kr. – heri ikke medregnet de ca. 75 mio. kr., der reelt tilgår rammen som bagatelgrænse 1. og 3. år. Hertil kommer, at regioner og kommuner afsætter 200 mio. kr. årligt i varige midler, der skal finansiere de underliggende aftaler, som regioner og kommuner i de kommende år skal indgå med PLO.
Samlet set giver forhandlingsaftalen et skønnet økonomisk råderum på ca. 285 mio. kr. i 3. overenskomst år. Det svarer nogenlunde til råderummet i den gamle overenskomst fra 2011. Jeg mener, at det giver os nogle fornuftige og realistiske muligheder i de næste tre år.
Vi skal naturligvis holde et vågent øje med økonomiloftet, så vi holder os inden for rammen. Det kan vi bl.a. gøre ved at følge nøje med i de kvartalsvise økonomioversigter, ved at sørge for at der indgås underliggende aftaler om alle nye opgaver, som skal holdes uden for rammen samt i samarbejde med RLTN at gennemføre fælles tiltag, f.eks. rammeforøgelser og opgavebegrænsninger, hvis der er udsigt til rammeoverskridelser.
Jeg er glad for forhandlingsaftalen, fordi den efter min opfattelse vil give almen praksis en yderst tiltrængt arbejdsro i de kommende tre år. Den skal være startskuddet til, at vi kigger fremad til en tid, hvor kampen for vores fag ikke sker ved konfrontationer og uvenskaber, men i stedet ved samarbejde og forhandling til gavn for udviklingen af almen praksis.
Det handler om ejerskab til almen praksis.
Det handler om selvstændighed kontra ansættelse.
Det handler om centralisering kontra individualitet.
Det handler om store kontra små praksis.
Det handler om respekt – og rå magt.
Det handler om selvtillid og troen på egne evner.
Om udvikling eller afvikling som en del af et samlet offentligt sundhedsvæsen.
Alle disse emner skal koges ind til et lille simpelt ja eller nej til OK14.
Der er ikke noget at sige til, at vi ikke er enige om alt. Stiller man 100 mennesker op foran Rundetårn og spørger dem, om det er højt, vil halvdelen sige ja og den anden sige nej.
Jeg ser ikke uenigheden udelukkende som et problem.
Vi er som art udsat for voldsomme ændringer i vores levevilkår i disse tider. Som art er det en fordel, at vi er forskellige. Det gør det faktisk mere sandsynligt, at arten overlever. Der er i virkeligheden langt mere, der binder os sammen, end der skiller os ad.
Det, der samler os og er vores berettigelse i dette samfund er, at vi kan:
løse problemer tæt på patienten, prioritere mellem væsentligt og uvæsentligt, jonglere mellem det biologiske, det psykiske og det sociale, tage ansvar, agere buffer mellem individ og samfund samt holde på en hemmelighed.
OK14 undergraver denne berettigelse ved: at adgangen til egen læge begrænses pga økonomiloft, at centralisere faglige beslutninger, og dermed ansvar, i nationale retningslinjer, fjernt fra læge-patient-relationen, at bruge personfølsomme data til controlling, at flytte resurser fra varm patientkontakt til kold akkreditering, administration og systematisk efteruddannelse. der ikke tager udgangspunkt i den enkeltes behov samt at svække vores organisation ved at flytte en forhandling ud til yderste række.
Vi er som personer og stand uvante med at trodse autoriteter, men i denne situation er Danske Regioner og Folketing hverken i pagt med befolkningen eller den udøvende del. Vi må venligt og seriøst, men tydeligt fortælle dem, at vi ikke kan udføre opgaven, de stiller os, under givne rammer.
Man er en dårlig ingeniør, hvis man lader sig presse til at bygge en bro med for lidt beton og stål. Den vil falde sammen under presset og lave meget skade.
Det er kun os, der ved, at den ikke kan bære, og det nytter ikke at skyde skylden på politikeren, der bad os om at bygge broen forsvarligt.
Derfor bør vi sige nej til overenskomstforslaget.
<p>"Vi er som personer og stand uvante med at trodse autoriteter, men i denne situation er Danske Regioner og Folketing hverken i pagt med befolkningen eller den udøvende del."</p>