Markedet for almen praksis er i de senere år blevet stærkt udfordret og vil i de kommende år formodentlig opleve store forandringer i struktur med store og banebrydende omvæltninger til følge.
Dette blev der bl.a. åbnet op for med den nye sundhedslov fra den 27. juni 2013, og med den kommende akkreditering af almen praksis vil sektoren i de kommende år blive yderligere udfordret.
En af nyskabelserne for almen praksis i den nye sundhedslov er, at de ydernumre, som regionen råder over (overdragne, nye eller opkøbte), kan den vælge enten at afsætte til læger, der ønsker at praktisere på baggrund af ydernummeret inden for overenskomsten, eller sende i udbud.
Per dags dato har der været gennemført udbud af klinikker i Region Midtjylland og Region Nordjylland og aktuelt drives der disse steder henholdsvis to og syv klinikker af private aktører. Flere klinikker er tilsyneladende på vej til private aktører. (Nordic Medicare, hvor Niels E. Riewerts Eriksen er direktør, har vundet tre af disse udbud, red).
På baggrund af den nye strukturændring i markedet for almen praksis står man tilbage med mange uafklarede spørgsmål, og dette leder frem til at diskutere, hvad der sker med sektoren under disse forandringer. Hvor har vi den velkendte familielæge i de kommende år både fagligt, menneskeligt, geografisk og organisatorisk?
Niels H. Riewerts Eriksen er sundhedsfaglig direktør i Nordic Medicare. Han er uddannet speciallæge og har i mange år arbejdet i Danmark som henholdsvis overlæge, centerchef, forskningschef og medicinsk direktør.
Niels H. Riewerts Eriksen er sundhedsfaglig direktør i Nordic Medicare. Han er uddannet speciallæge og har i mange år arbejdet i Danmark som henholdsvis overlæge, centerchef, forskningschef og medicinsk direktør.
En generel ændring vil med stor sandsynlighed være, at de læger, der vil være tilknyttet private aktørers lægeklinikker, vil blive fritaget for deres traditionelle ledelsesmæssige ansvar og roller i form af bogholderi, indkøb, ansættelser, opsigelser, medarbejderudviklingssamtaler samt andre væsentlige elementer, der bidrager til en optimal drift af klinikken på et overordnet niveau. Sådanne tidkrævende opgaver vil formodentlig overgå til de private aktørers drift af klinikken, hvilket vil øge fokus på patienterne i form af mere tid til disse.
Endvidere vil borgerne opleve, ved de lægeklinikker der drives af private aktører, at der er åbent alle hverdage, og der vil altid være åbent for tilgang af nye patienter. På mange måder vil borgerne opleve, at den kendte familielæge hermed vil være mere tilgængelig under de nye konkurrencevilkår.
Overordnet er det af naturlige grunde bydende nødvendigt, at de private aktører gør deres yderste for, at borgene virkelig får den sundhedsydelse, de forventer, og at borgerne stadig har adgang til den velkendte læge, de altid har haft, uanset aktør.
Specialet almen medicin er yderligere udfordret med de lægeprognoser, vi kender i dag. For specialet forventes et mindre fald i antallet af speciallæger frem mod 2020 (1), og antallet af praksishandler stiger, mens goodwillprocenten falder. Antallet af handler uden goodwill er steget med 76 procent siden 2013, hvilket trækker goodwillprocenten ned (2).
Ifølge Praktiserende Lægers Organisation (PLO) har knap 40% af de praktiserende læger i Region Nordjylland angivet, at de sandsynligvis forlader almen praksis inden for to år, og i Region Sjælland er det knap en tredjedel. Normtallet for praktiserende læger er 1.600 patienter. I PLOs lægeprognose fra 2011 kan der, alt andet lige, fremskrives et scenarie, hvor hver enkelt praktiserende læge i Region Nordjylland i 2025 vil skulle betjene 2.077 patienter.
Disse forhold vil kunne bidrage til en yderligere vandring af speciallæger i almen medicin fra egne klinikker til klinikker, der er drevet af og ledet af private aktører. Det er i denne fase vigtigt, at regionerne, de praktiserende læger og de private aktører udvikler et fortroligt og konstruktivt samarbejde til størst mulig glæde for borgerne med en gensidig respekt for den udvikling, der tilsyneladende blot lige er begyndt. Det fortjener borgerne.
Litteratur
1. Sundhedsstyrelsen. Lægeprognose – Udbuddet af læger og speciallæger 2012-2035. 2013:1-46.
<p>Ændringer på markedet for almen praksis og lægeprognoserne for specialet almen medicin vil kunne bidrage til en yderligere vandring af speciallæger i almen medicin fra egne klinikker til klinikker, der er drevet af og ledet af private aktører.</p>