BLOG - Morten Sodemann: More patientology, please

Da Dorthe Nielsen, forskningssygeplejerske og postdoc. i Indvandrermedicinsk Klinik, og undertegnede holdt et todages lederkursus om patientologi på Gulu Universitetet i det nordlige Uganda for nogle måneder siden, blev kurset indledt af sundhedsdirektøren for området. Han brugte sin tale til at pointere flere gange, at han ikke anede, hvad det drejede sig om, men han støttede helt klart ideen om at finde ud af, hvad patienter er for nogle – det vidste han heller ikke, indrømmede han. Faktisk talte han i 12 minutter om alt det, han ikke vidste om patienter.

Der blev spillet rollespil med den gode læge og den håbløse, dårlige læge. Der blev grinet, danset og klappet på lårene ad den dårlige læge, og lederne var tavse som graven, da den gode læge fik patienten til at fortælle om livet med sin sygdom, økonomi og samliv – al den bonusinfo, der forklarer og skaber sprækker, hvor lægen kan få en fod indenfor i patientens betydningssystemer, værdier og barrierer.

På andendagen var stemningen så høj blandt lederne, at de spontant lavede en vuggende sang med et omkvæd, der ville vinde ethvert X-factor show: ”Patientology…….patientology……patientology” – som en sang i kirken om det eneste sande og rigtige, der kan samle os alle i den samme melodi. Da vi kom hjem, fik vi besked om, at lederne havde bombarderet den stakkels prodekan, der var med arrangør af kurset, med mails, hvor de krævede ”more patientology now, please”.

Det ville være synd at påstå, at der er helt den samme melodi herhjemme. Vi har lidt svært ved at få patienten ind i centrum og fastholde patienten der.

”Patienten er alt”, skriver Region Sjælland i et oplæg, og sundhedsminister Nick Hækkerup siger, at vores pauser er fortid, patienten ér i centrum, konstaterer han, og afrunder med en henkastet bemærkning om, at ”læger skulle være lidt mere empatiske”.

Men når dagen er omme, TV-avisen er gået i seng, og seminaret er slut, er patienten blevet væk igen – røget helt ud af fokus. ”Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det”, sagde Storm P, måske tænkte han egentlig på patienterne på sygehus? Det er ikke, fordi det er væltet ind med lederkrav om ”more patientology, please”.

Men det skal ikke afholde mig fra at give et eksempel på, at det kan være rigtig god medicin at lade patienten tale. Nogle kalder det narrativ medicin, men det er en lidt for fin indpakning for det, som læger dybest set godt ved virker: spørge, lytte og holde mund, spørge, lytte og holde mund, spørge…..det er bare så forbandet dyrt, har vi fået at vide. At det er meget dyrere ikke at lade patienten tale, er et regnestykke ingen vil have.

Eksemplet her er en 45 årig mor til fire. Henvist til Indvandrermedicinsk Klinik med depression, smerter i hele kroppen, hovedpine og underlivssmerter. Det viser sig ved tredje samtale, at patientens fader misbrugte hende og hendes søskende i årevis, og moderen ville ikke høre om det. Har stor gæld til venner lånt til betaling af flygtningebolig i Syrien, hvortil hun flygtede. Har stor gæld i Danmark, da hun ikke var berettiget til kontanthjælp - familiesammenført til ægtefælle der ikke kunne understøtte hende. Heller ikke berettiget til starthjælp. Der søges julelegat på sygehuset, og det er her, patienten pludselig fortæller ud i én køre – ansporet af at vi beder hende tegne sit liv. Følgende er ordrette citater i den rækkefølge, de kom, under 20 minutters samtale:

”Der var krig udenfor hjemmet og indenfor hjemmet. Vi havde vores egen Saddam derhjemme. Det, min far gjorde, skal børn ikke opleve. Jeg ville ønske, min mand vidste det, jeg ved, men han er for følsom, det er bedst han ikke ved det...men det ville være godt, hvis han kunne vide det. Mit liv er rodet, som når noget mislykkes, jeg løber hele tiden væk fra livet, hele livet er jeg løbet væk. Hvis jeg ikke havde haft børnene, havde jeg været helt væk. Jeg vil ikke være tæt på nogen. Jeg vil helst leve i en ørken, og jeg ville gerne kunne ændre min barndom - kan man det? Alt er mislykkedes på grund af min far. Det bedste, jeg ved, er, at fjernsynet er tændt men med et billede, der bare summer med hvid sne. Mit liv er som en bygning, der er ved at falde sammen langsomt på grund af dynamit - det tager mange dage at bygge op igen. Min barndom var ikke normal, derfor er resten af mit liv heller ikke normalt. Jeg troede, at mit læs ville blive mindre, da jeg kom til Danmark, men der er bare kommet endnu mere læs på. Jeg har gået to år hos psykolog og psykiater - vi har aldrig snakket om noget og slet ikke det her. Jeg kan ikke finde ud af at ønske noget på mine egne vegne......jo, jeg ønsker faktisk at dø i en ørken i fred, i livet søger man freden, og det får man i døden. Jeg smiler udenpå, men græder indeni. Forestil dig hjertet....at kanten af hjertet er ligesom papir, der bliver brændt, og der er små brandhuller og sår, der ikke vil hele og gør ondt. Jeg synker ind i mit indre og går på opdagelse - det man ser udenpå, er ikke det man ser indeni. Der er ikke nogen smag i denne verden. Jeg er to slags mor. Den ene er den stræbsomme mor, der vil have børnene til at gøre alt det, mor ikke blev, den anden er er den pjattede mor, der er meget ked af det. Jeg kan høre min datters latter henne i skolen - men der er langt derhen, det er bare noget, jeg hører, fordi det gør mig glad. Når der et kort øjeblik er stille i min verden, kan jeg blive glad - et lille øjeblik, så er der støj igen”.

Et spørgsmål, et stykke papir, en tegning og 20 minutters lægetid – dét er patientology – mere af det, please.

Du kan se hele Indvandrermedicinsk kliniks julecitatshow ”Man har gode hormoner i sit hjemland” på: https://www.haikudeck.com/man-har-gode-hormoner-i-sit-hjemland-inspiration-presentation-p331vyDiU0

Læs også: Patientologi for begyndere

Læs også: Patientologi for viderekomne