Vi kender det alle sammen. Romaskinen, håndvægtene eller løbeskoene, som skulle bringe konditionen i top og vægten i bund, endte i skabet, og formen ændrede sig ikke.
På samme måde er det med digitale løsninger. De skal bruges, for at det rykker. Og ligesom det virker, når træneren viser vejen med fast og kærlig hånd, så sker der først en udvikling, når ledere i sundhedsvæsenet trækker i den digitale førertrøje og holder fast i, at der skal investeres tid i at forstå og bruge de digitale løsninger.
Mikael Skov Mikkelsen er virksomhedsdirektør i IMT (Center for It, Medico og Telefoni) i Region Hovedstaden.
Han har tidligere været områdechef for Governance i Statens IT og arbejdet i Finansministeriet i forskellige stillinger.
Mikael Skov Mikkelsen er uddannet cand.scient.pol fra Aarhus Universitet.
Mikael Skov Mikkelsen er virksomhedsdirektør i IMT (Center for It, Medico og Telefoni) i Region Hovedstaden.
Han har tidligere været områdechef for Governance i Statens IT og arbejdet i Finansministeriet i forskellige stillinger.
Mikael Skov Mikkelsen er uddannet cand.scient.pol fra Aarhus Universitet.
Når lederne går helhjertet i front
I Region Hovedstaden kan vi se, at brugen af de samme systemer varierer meget, alt efter om de ledende læger og sygeplejersker har valgt at gå ”all-in” eller ej. Digitale løsninger gør nemlig ikke forskellen alene. De giver muligheder. Muligheder der kan sikre mere effektive arbejdsgange og højere kvalitet i patientbehandlingen, hvis de implementeres og bruges. Derfor er der rigtig god ræson i at holde ledelsesmæssigt skarpt fokus på brugen af de digitale løsninger.
Det er ikke fordi, alle sundhedsvæsnets problemer kan løses med digital ledelse. Jeg ved godt, det sker, at it-systemerne ikke fungerer, som de skal, eller bryder ned. Men heldigvis er det undtagelsen. Det kan også virke uoverkommeligt for personalet at skulle sætte sig ind i et nyt it-system i en travl hverdag. Men der er meget værdifuld tid at spare for læger, sygeplejersker, lægesekretærer og andet sundhedspersonale, hvis de bliver fortrolige med systemerne.
Digital ledelse i nutid og fremtid
Fremtiden byder på nye og mere sammenhængende it-systemer, og i Danmark skal vi være med. Men man skal huske, at hver gang vi implementerer nye digitale løsninger, så skaber det nye eller ændrede arbejdsrutiner for både ledere og medarbejdere.
Derfor er det vigtigt at være opmærksom på, at det er en ledelsesopgave at sikre, at medarbejderne bruger alle de muligheder, vores it-understøttelse giver og fastholder, at it-systemerne skal bruges som arbejdsredskab. Digital ledelse er en naturlig del, når der skal ledes faglige, organisatoriske og kulturelle forandringer.
Et godt eksempel på fremtidens it-understøttelse er Sundhedsplatformen. Et it-system som skal samle og understøtte en lang række digitale processer i patientforløbene. Det er en platform, som vi i Region Hovedstaden implementerer sammen med Region Sjælland, og som kommer til at sætte rammerne for arbejdsgange og organisering af patientforløb fx på tværs af specialer og organisatoriske enheder. Derfor er Sundhedsplatformen på rigtig mange måder mere et organisationsforandrende projekt end et it-projekt. Det stiller krav til alle ledelsesniveauer om både forandringsledelse og digital ledelse.
Så lad os udnytte de muligheder, vi har – lad os trække i den digitale førertrøje og gøre medarbejdere og organisationer klar til både nutid og fremtid.
<p>Vi får først fuldt udbytte af de digitale løsninger, vi investerer tid og penge i, hvis flere bruger dem. Alle ledere i sundhedsvæsenet spiller en vigtig rolle for at få ibrugtagningen til at lykkes. </p>