BLOG - Line Soot: Gem lidt på kistebunden

September nærmer sig, og det er snart et år siden, vores nuværende overenskomst (OK14) trådte i kraft. PLO har fået en ny formand, der er faldet ro på gemytterne, og hverdagen med den nye sundhedslov er en realitet. Så er faren vel drevet over, vil nogen tænke, og tiden kommet til at slappe af og koncentrere sig om den daglige drift i praksis.

Tværtimod. Det er nu, kræfterne skal samles og vi skal ruste os til fremtiden. Det er nu, der skal lægges lidt ekstra til side, således at vores virksomheder har en solid finansiel robusthed at stå imod med, hvis behovet skulle vise sig. For det er ikke utænkeligt, at behovet kan opstå inden for en nærmere fremtid.

Vores nuværende overenskomst bærer præg af at være indgået, fordi man på daværende tidspunkt ønskede en overenskomst for enhver pris. Det er den ringeste overenskomst i PLO i mands minde. Ingen af de ønsker, PLO havde til overenskomsten, blev indfriet. Til gengæld blev der indført en række elendigheder, som i dag tynger PLO´s medlemmer. Både på enkeltpraksisniveau og på et mere overordnet politisk niveau:

Først og fremmest stramningen af økonomiloftet, der har medført, at praktiserende læger agerer defensivt i forhold til nye opgaver. Ikke mange har lyst til at ansætte nyt personale, der vil kunne aflaste lægerne og medvirke til, at flere opgaver vil kunne løses i almen praksis. Entusiasmen i forhold til at udvide med nye lokaler og udvikle nye samarbejdsmodeller er på samme måde blevet stækket, fordi det politiske signal med økonomiloftet er meget klart: Stop væksten i primærsektoren.

Dernæst højestegrænserne, der har medført, at et stigende antal praksis allerede nu bliver straffet for at have en omsætning, der afviger fra gennemsnittet i et givent område. Flere strømlinede og veldrevne klinikker pålægges højestegrænser uden mulighed for at afgive en fornuftig forklaring på det aktuelle ydelsesmønster. På samme måde er det med nyuddannede speciallæger i almen medicin, der overtager nedslidte praksis, øger indtaget af patienter og starter systematisk kontrol af patienter med kroniske lidelser. De straffes nu med højestegrænser og pålæg om at reducere indsatsen. Også med dette tiltag begrænser man virkelysten og initiativet i praksissektoren.

Akkrediteringen er en obligatorisk del af overenskomsten. Første bølge kører over landet med indførelse af et kontrolsystem, der ikke har påvist at medføre øget kvalitet i patientbehandlingen. Et kontrolsystem, der indføres trods manglende evidens, selvom resten af sundhedsvæsenet nu afskaffer akkrediteringen, fordi den er meningsløs, medfører alt for meget bureaukrati og fjerner nærværstimer mellem patient og behandler.

Sluttelig ambitionerne om at fjerne ydelserne ”sygebesøg” og ”samtaler” fra den centrale overenskomst og gøre disse væsentlige overenskomstydelser til regionale anliggender. Denne decentralisering bliver i flere regioner gjort til en betingelse for, at andre aftaler kan indgås, ligesom decentraliseringen af disse ydelser er en betingelse for, at der kan forhandles om nye midler til nye opgaver.

PLO i de fem regioner har erkendt, at en defragmentering af centrale overenskomstforhold fordrer en klar forbedring af aftaleforholdene, da en defragmentering alt andet lige er en svækkelse af PLO som samlet organisation. Men da økonomien er stram og tiderne trange, er nettoresultatet, at al aftalefremdrift bremses, og udviklingen går i stå.

OK14 er således elendig og i mange henseender hæmmende for udviklingen i primærsektoren. Vi blev ikke hørt og ikke respekteret som aftalepart i forhandlingerne om OK14. Med sundhedsloven er vi nu heller ikke længere en ligeværdig aftalepart, idet aftaleretten på afgørende områder af praksisområdet er bortfaldet.

Danske Regioner har fået det, som de ville: Stram kontrol med almen praksis. Det er utopi at tro, at Danske Regioner på denne baggrund skulle have erkendt, at almen praksis fremover skal respekteres som aftalepart, og at det kræver ligeværdige forhandlinger og tilførsel af økonomi, såfremt man ønsker vækst og flere opgaver varetaget i primærsektoren. Det mest sandsynlige er derfor, at forhandlingerne om OK17 vil blive mindst lige så krævende, som tilfældet var i 2014.

Derfor må vi alle spørge os selv, om vi er klar til at acceptere yderligere forringelse af vores overenskomst?

Såfremt vi ikke ønsker dette, er det derfor nødvendigt at kunne takke nej og mene det. Og kun hvis virksomhederne besidder et vist økonomisk råderum, vil den enkelte praksisejer have en reel mulighed for at fastholde et nej til en overenskomst, der stiller os dårligere end i dag.