BLOG - Kristian Sandahl: Om fremdriftsreformen og os

I min optik er der flere ting galt med fremdriftsreformen. Det, som springer mig mest i øjnene, er ambitionen om at lave en universitetsreform, som gælder alle uddannelserne på alle landets forskellige universiteter. At ville inordne de forskellige studiekulturer, som findes på fag som musik under samme forhold som nanoscience? Eller vurderer studiebehovene for samfundsvidenskab over samme kam som geologistuderende?

Det er for mig en umulighed og en naiv drøm, der er udtryk for en opfattelse af et forsimplet uddannelsessystem. Rimelighed omkring arbejdet med reformen viste sig da også den 5. december 2012, da Morten Østergaard valgte at udskyde reformen med et år efter massive protester og høringssvar fra universiteterne – efter at reformen var vedtaget rent politisk.

Modstanden mod reformen opstod på medicinstudiet, da den i sin oprindelige form ville lave gennemgribende ændringer i mulighederne for bl.a. studierelevante aktiviteter udenfor pensum. Især inskrænkede den mulighederne for orlov, vikariater, forskningsår, udlandsophold med flere. Sammen med den omdiskuterede 4-årsregl, var det dråben der fik bæget til at flyde over.

Hvis målet med reformen bl.a er at få flere speciallæger med et snuptag, er den rigtige løsning vel ikke nødvendigvis at presse de studerende igennem det samme – bare hurtigere. Det virker som en nem løsning, men ifølge en ny undersøgelse på Københavns Universitet fra den 21. januar 2014 er de studerende på sundhedsuddanelserne allerede blandt dem, som bruger mest tid på studierne og har en en arbejdsuge på 37,5 timer.

Modsat hertil er bl.a. jurastuderende, som bruger langt mindre tid i klasselokalerne, ca. samme mængde på forberedelse, men ligger i top når det gælder erhversarbejde – studierelevant eller ej er det ofte nødvendigt for at supplere SU’en.

På trods af dette spænd, er en øgning af studieaktiviteten på tværs af uddannelserne stadig et af de 10 bud, KU offentliggjorde d 24. februar 2014 på at sikre reformens gennemførsel.

”Det er bedre at tænke sig om den halve dag, end at arbejde som en tosse hele dagen”, siger et gammelt ordsprog. Jeg mener, reformen kun er en halv løsning, som måske øger produktiviteten men med risiko for et fald i kvaliteten. Det skal rettes op af hospitalerne, for at undgå at patienterne i sidste ende betaler prisen.

En anden mulighed kunne være at oprette muligheder for de studerende for at specialiserer sig tidligere og derved undgå ”unødvendige” fag, som vi ikke skal bruge i vores fremtidige virke som læge.Der er trods alt forskel på at være ortopædkirurg, kardiolog eller patolog. Derfor mener jeg, at det er mere aktuelt at diskuterer hvordan man målretter uddannelserne, i stedet for bare at træde på speederen. Hvis vi kan åbne for en diskussion af relevansen af enkelte fag på studiet for de enkelte specialer, vil man i stedet optimerer uddannelserne og opnå mere målrettethed.

Det er dog ærgeligt, hvis tiden er løbet fra medicin som en bred tværfaglig universitetsuddannelse, men hvis dette er tilfældet, er det vel bedre at tage tyren ved hornene?

Men hvordan vælges disse ”unødvendige” fag så egentlig, uden at dette bliver til fare for, at jeg som læge vil overse symptomer på sygdom udenfor mit eget speciale? Som studerende føler jeg mig ikke kvalificeret til at udvælge eksempler, men diskussionen burde handle om en effektivisering og individualisering af studiet – det er alligevel det, som er målet i sidste ende.

Mit forslag er dog ikke uden slagside, og jeg kan forestille mig, at meget af det tværfaglige arbejde som foregår afdelingerne imellem, vil blive besværliggjort af en mere specialeorienteret udannelsesstruktur.

Desuden er der som studerende personlige udfordringer ved en tidligere specialisering, idet det vil kræve at jeg og fremtidige studerende tidligere skal lægge sig fast på specialer, som vi ikke har ordentligt kendskab til. Det vil øge risikoen for, at folk vælger forkert og omvalg af studie og dermed ikke en reduktion i uddannelsestiden, hvilket naturligvis er et problem.

Selvom jeg ikke er enig med Peter Birch Sørensen, formand for Produktivitetskommissionen, har han dog en god tilgang til reformen: ”Men fordi vi er blevet bedt om at analysere uddannelsessystemet fra en produktivitetssynsvinkel, har vi fokuseret på, om uddannelserne giver folk færdigheder, de kan omsætte i gode beskæftigelsesmuligheder på arbejdsmarkedet”, hvilket vel egentlig er relevant for de fleste studier.

Jeg forventer vel egentlig bare, at både min uddannelse samt jeg som studerende tages alvorligt, og at der tages hensyn til de specielle krav, som findes på netop mit studie.