BLOG - Jacob Rosenberg: Københavns Universitet har tabt sutten!

Københavns Universitet (KU) vil med en ny handlingsplan sikre ”en mere kønsmæssig balance” i forskning og ledelse.

Det skrives direkte i sagsfremstillingen, at ”…KU fortsat skal gøre en særlig indsats for at fastholde og tiltrække flere af de kvindelige talenter til universitetets øverste positioner”.

Den nye handlingsplan skal afløse den foregående, som havde den fængende titel ”Mangfoldighed på KU – flere kvinder i forskning og ledelse”, gældende fra 2008 til 2013.

Denne ligestillingsplan præmierede de fakulteter, som valgte at besætte professorater med kvinder i stedet for mænd. Der var en økonomisk præmie i form af midler til oprettelse af et ekstra gratis professorat.

Det kan i den grad undre, at sådanne tiltag kan foregå i Danmark, hvor diskriminering som bekendt er ulovlig.

Ordningen har været effektiv med en stigning i andelen af kvindelige professorer fra 15,3% i 2007 til 20,6% i 2012 – mange af dem som tidsbegrænsede professorer MSO (med særlige opgaver). Derudover udbød universitetet specielle internationaliseringsstipendier til kvinder svarende til ca. 12 millioner kroner over en femårig periode, og der blev indført tværgående mentor- og lederudviklingsprogrammer for kvinder.

Den nye handlingsplan indeholder en række initiativer, hvor den mest iøjnefaldende er, at hvis ikke der til en stilling er ansøgere af begge køn, så bliver stillingen ikke besat. Der er dog mulighed for dispensation fra rektor, hvis man kan redegøre for, at man har ledt intenst efter den manglende ansøger, men at det ikke er muligt at få en ansøger af det ønskede køn til at søge stillingen. Så kan rektor dispensere og stillingen alligevel besættes. Reglen skal kun gælde for stillinger af en varighed over 3 år, dvs. ph.d. stipendierne bliver undtaget. Man foreslår også, at postdoc stillinger af indtil 2 års varighed undtages.

Der bølger en del debat på nettet om dette her, og mange er helt uforstående overfor initiativet. En af debattørerne vil nu få sin faster til at søge alle professorstillingerne, så mændene alligevel kan blive ansat.

Man kan ikke se bort fra fakta – nemlig at ca. 80% af Københavns Universitets professorer er mænd. Dette er blevet fremlagt som et ”meget alvorligt problem”, men jeg kan ærlig talt ikke rigtig se problemstillingen. I det nye forslag nævnes det direkte, at man kan vælge at se bort fra kvalifikationerne på CV’et og i stedet foretage en individuel vurdering mere baseret på ansøgerens ”personlighed”. Som om det var nyt. Man har da altid skelet til samarbejdsrelationer og sådan noget og ikke kun ansat den CV-mæssigt højt kvalificerede onde mandlige ansøger. Nej, denne formulering handler om, at man vil kunne tillade sig at ansætte en kvinde, som er dårligere kvalificeret end sin mandlige med-ansøger.

Jeg synes faktisk, at det er en pinlig sag for Universitetet. Det er helt urimeligt at se på kønnet som en enkeltstående faktor, og dette sætter de kvindelige professorer i et rigtigt dårligt lys. Man kan ikke undgå at få som effekt, at de nyudnævnte kvindelige professorer vil blive set på med en vis skepsis – blev hun kun ansat pga. handlingsplanen?

Dette er aldeles urimeligt og tjener ikke noget godt formål. Det skaber et billede af, at kvinderne ikke kan klare sig på egen hånd, og dermed styrker det den svageliggørelse, man åbenbart vil bekæmpe. Hvis kun 20% af KU’s professorer er rødhårede, skal vi så også indføre et økonomisk incitament til at ansætte rødhårede professorer fremover? Skal vi også have ligelig fordeling af religiøse tilhørsforhold, partipolitisk overbevisning, seksuelle præferencer og alt muligt andet?

Og hvad med kønsfordelingen på medicinstudiet? P.t. er langt størstedelen af de medicinstuderende af hunkøn – skal vi så lave kønskvotering i optagelsen til medicinstudiet, dvs. favorisere de mandlige ansøgere? Nej, under ingen omstændigheder. Vi bliver nødt til at holde fast i, at man optages på studiet efter faglige kriterier, men ansættes i akademiske stillinger efter faglige kriterier, og man tildeles fondsmidler efter faglige kriterier.

Sidstnævnte er dog også i spil. Folketinget har vedtaget det såkaldte YDUN-program, hvor der er afsat 70 millioner øremærket til kvindelige forskere, og Det Frie Forskningsråd har puttet yderligere 40 millioner ind i denne pulje. Så projekter kan altså nu opnå støtte blot fordi ansøgeren er en kvinde og ikke baseret på den frie og elitære konkurrence mellem forskellige projekter og ansøgere. Er det måden at sikre Danmarks internationale konkurrenceevne på?

Som redaktør for UFL og DMJ og som medlem af Vancouvergruppen kan jeg slå fast, at man i videnskabelige tidsskrifter ikke ser på forfatternes køn, når man vurderer en indsendt artikel. Og det kommer aldrig til at ske.

(Aktuelle blogindlæg er skrevet som privatperson og som redaktør for UFL/DMJ og ikke som ansat ved Københavns Universitet).