BLOG - Jacob Rosenberg: Hvor mange kan være forfattere til en videnskabelig artikel?

Antallet af forfattere på videnskabelige artikler er steget markant gennem de sidste årtier. For år tilbage var det almindeligt at se videnskabelige artikler med kun en enkelt forfatter, hvorimod det nu om dage er en sjældenhed i hvert fald på artikler med originale data. Dette skyldes formentlig en række forskellige faktorer, men én af dem er i hvert fald, at forskningen er blevet mere kompliceret ved tit at foregå på tværs af discipliner, specialer, institutioner og sågar landegrænser.

I den biomedicinske forskning har vi ret stramme kriterier for forfatterskab, og disse er defineret af International Committee of Medical Journal Editors (Vancouver-gruppen). Der findes også andre definitioner af forfatterskabskriterier, men kriterierne fra ICMJE er de mest anvendte.

Dette adskiller sig markant fra andre discipliner, hvor det f.eks. indenfor atomfysik og tilgrænsende områder er normalt med mange hundrede forfattere pr. artikel.

Det er givet, at forfatterne til en artikel med måske 1000 forfattere ikke alle kan have bidraget på samme måde eller i hvert fald svarende til ICMJE-kriterierne. Dette kan man selvfølgelig ikke vide med sikkerhed, men det virker ikke sandsynligt.

Denne inflation i antallet af forfattere udtynder forfatterskabsbegrebet, og det er derfor en generel holdning i de biomedicinske forskningsområder at bevare en vis form for stringens for, hvem der kvalificerer sig til at optræde som forfattere på en videnskabelig publikation.

At være forfatter handler bl.a. om at kunne tage offentligt ansvar for indholdet i publikationen eller i hvert fald for dele af den. Det nye fjerde forfatterskabskriterie fra ICMJE handler netop om disse artikler med multiple forfattere.

Vi diskuterede intenst i processen for udvikling af dette fjerde kriterium, om man kunne afkræve samtlige forfattere på en given publikation ansvar for samtlige dele af indholdet. Der var betydelig uenighed i Vancouver-gruppen om dette emne, men det landede heldigvis på en løsning, som er praktisk håndterbar.

Det vil sige den nuværende formulering, hvor der står, at enhver forfatter skal som minimum kunne udpege den medforfatter, som har stået for en givet del af forskningsprocessen. Dette betyder samtidig, at samtlige medforfattere ikke kan drages til ansvar for alt indhold i en given publikation, men at man i hvert fald kan fortælle, hvem der er ansvarlig for hvilke dele af artiklen. På denne måde kan man ikke bare gemme sig bag en formulering som at ”det ved jeg ikke noget om”.

Der synes dog at være en vis tendens til, at man ikke anser antallet af forfattere på en artikel som noget væsentligt problem. Dette kommer bl.a. til udtryk ved, at PubMed uden problemer indekserer alle forfatternavne uanset antal, og at de fleste tidsskrifter og i hvert fald ICMJE tidsskrifterne ikke har foruddefinerede begrænsninger på antallet af forfattere på en artikel. Så længe alle forfatterne underskriver en forfatterskabserklæring, og ingen medforfattere brokker sig, så er tidsskriftet oftest ligeglad med antallet af forfattere. Det giver heller ikke nogen mening, hvis et tidsskrift definerer f.eks. maksimalt 15 forfattere på en artikel, hvis den pågældende artikel retfærdigvis må inkludere 16 eller 17 forfattere, som alle overholder forfatterskabskriterierne fra ICMJE.

Jeg var selv engang ude for dette, hvor vi i en større gruppe havde arbejdet med revision af nogle internationale retningslinjer, og dette blev publiceret som en artikel, hvor vi var 23 forfattere. Tidsskriftet beklagede sig ved, at de kun ville acceptere 15 forfattere, da de havde dette som et foruddefineret maksimum. Det var dog fuldstændig urimeligt i det pågældende tilfælde, hvor jeg fuldt kan stå inde for, at samtlige 23 medforfattere i den grad opfyldte kriterierne, og efter lidt skriverier med redaktøren endte det med, at alle 23 figurerede som medforfattere. I parentes bemærket var det en artikel, som fyldte 70 trykte sider i tidsskriftet og havde været flere år undervejs i en meget intensiv arbejdsproces.

Alt i alt kan det ikke understreges nok, at det er værd at følge ICMJE’s forfatterskabs-kriterier, og møder man et tidsskrift, som af en eller anden grund har et maksimum på antallet af forfattere, er der god grund til at gå i dialog med redaktøren om det, hvis det er nødvendigt for at få alle personer på forfatterlisten, hvis de opfylder kriterierne.