INTERESSEKONFLIKTER: ingen
Jakob Hansen & Katrine Schepelern skriver i artiklen om »de praktiserende læger og behandlingen af mennesker med angst og depression« (Ugeskr Læger 2012;174:156-7) om forskellige udfordringer og barrierer i forhold til praksis' opgave med at tilbyde disse patienter samtalebehandling.
Forfatterne nævner forskellige kategorier af problemer, men berører slet ikke det vigtigste, nemlig almen praksis' kapacitet. Vi er kun 3.600 praktiserende læger her i landet, og som forfatterne ganske rigtigt anfører, er det i almen praksis kun læger, som må give samtalebehandling, i modsætning til i psykiatriske ambulatorier. Forfatterne refererer til DSAM's vejledning om behandling af angst og depression og til de behandlingsforslag, som denne vejledning indeholder. Desværre beskriver DSAM's vejledning også kun opgavens indhold, ikke dens omfang. Hvis vi tænker os, at vi i almen praksis skulle tilbyde et forløb på blot 2,5 timers samtaleterapi til hvert af de 500.000 mennesker med angst eller depression, ville det kræve omkring 700 lægers fuldtidsarbejdskraft. Det kræver vist ikke nogen nærmere forklaring, at vi ikke kan afsætte omkring en femtedel af alle landets praktiserende læger til denne ene opgave. Mine beregninger er selvfølgelig grove skøn, men selv om jeg skulle have regnet en faktor to eller fire for højt, vil opgaven stadig være umulig.
Vi må først og fremmest konstatere, at antallet af mennesker, som har fået en behandlingskrævende diagnose som angst eller depression, er for stort til, at sundhedsvæsenet kan tilbyde samtalebehandling som et realistisk tilbud til flertallet af dem. Det er for øvrigt også en vigtig del af forklaringen på, at over 400.000 mennesker i 2010 indløste en recept på antidepressiv medicin. Som svar på forfatternes afsluttende spørgsmål om, hvordan almen praksis kan overkomme de identificerede barrierer med henblik på at sikre en ensartet høj kvalitet i behandlingen af patienter med angst og depression må jeg sige, at de af forfatterne identificerede barrierer kan vi arbejde med via en tilpasning af overenskomsten og en styrket efteruddannelse, men den af forfatterne ikkeidentificerede barriere, kapaciteten, kan vi ikke overvinde, dertil er efterspørgslen for stor og udbuddet for lille.