2022 ser ud til at blive et år med fokus på sundhedssektoren med mulighed for reorganisationer, reduceret bureaukrati og ikke mindst nytænkning af samarbejdsmulighederne mellem sygehuset, kommunen og primærsektoren. Jeg håber, at 2022 kommer til at være et år, hvor akutmedicin og akutmodtagelserne fortsat formår at vise, hvor stærk en aktør vi er og kan være, når det omhandler kvalitet og sammenhæng i den akutte patients forløb.
Akutmedicin er et nyt speciale i udvikling. Akutmedicineren er ekspert i at modtage og vurdere den uafklarede patient og samtidig lægge en prioriteret udredning og behandlingsplan. Akutmedicineren har en probabilistisk tilgang og spidskompetence inden for flow og logistik.
Under COVID-19 beviste akutmodtagelserne deres robust- og omstillingsparathed. I den aktuelle diskussion om øget patientbelastning er der en tendens til at overse, at akutmodtagelserne faktisk er vant til at håndtere et højt patientindtag på daglig basis og selvstændigt afslutter ca. to tredjedele af alle patientkontakter (afhængigt af organisation). I stedet er det antallet af sengepladser, der fylder i medierne. Der er et behov for at fastslå, at i de seneste to år har typerne af patientkontakter, som vurderes i akutmodtagelserne, ændret sig. Ved en revision af sundhedssektoren version 3.0 bør man kigge på akutmodtagelsernes rolle som centralt bindeled i patientens vej ind i og ud af sygehuset.
Akutmodtagelserne udgør en vigtig rolle i at være en synlig og stærk sparringspartner til primærsektoren ved tvivlsspørgsmål om visitation og subakutte udredningsforløb. For de uvisiterede patienter kunne det være interessant at kigge på mulighederne for at blive en større sparringspartner til det præhospitale. For specifikke patientgrupper uden behov for indlæggelse vil der fortsat være et øget behov for særlige tiltag i primærsektoren og kommunen.
For de patienter, som vurderes i akutmodtagelserne med en afklaret problemstilling, vil der fortsat være et behov for tæt samarbejde med specialafdelingerne om tydelige arbejdsgange og sikre sammenhæng i forløbet – hvad enten dette gælder indlæggelse, subakut eller elektiv vurdering. Den akutmedicinske udredning bør nytænkes ved overvejelse om at tilegne en større bredde af point-of-care-undersøgelser med relevans for den akutte vurdering. Samtidig bør der fortsat ligge et højt fokus på patientgrupperne med behov for accelererede forløb for at nedsætte mortaliteten.
I tæt samarbejde med hele sundhedsvæsenet bør mulighederne for e-hospital/telemedicinsk vurdering overvejes med fokus på at skabe tryghed i patientens eget hjem.
Arbejdet i en akutmodtagelse kræver læger og sygeplejersker med speciale i akutmedicin. En præmis man ikke bør gå på kompromis med for at sikre sammenhæng, kvalitet og ikke mindst tryghed i patientens akutte forløb.
Tænk akutmodtagelserne ind i samarbejdet mellem sygehus, kommune og primærsektor, skriver akutmediciner Anh-Nhi Thi Huynh.