Kardiologerne i Roskilde er helt enige med Mads Koch Hansen i, at specialefunktioners placering skal være baseret på et lægevidenskabeligt fagligt grundlag [1]. Derfor har Region Sjælland netop på et lægevidenskabeligt, fagligt grundlag den 30. oktober 2012 ansøgt Sundhedsstyrelsen om tilladelse til at udføre akut perkutan koronarintervention (PCI). Der foreligger nemlig dokumentation for helt uacceptable forsinkelser til akutbehandling med den nuværende stuktur, på trods af dokumentation for et velfungerende præhospitalt beredskab herunder helikopterberedskabet. Derudover har vi henvist til den omfattende lægevidenskabelige evidens for: 1) den prognostiske effekt af forsinkelse til akut PCI, 2) den prognostiske effekt af den arterielle adgangsvej, og 3) at centeret i Roskilde er et højvolumen PCI-center, som kan dokumentere resultater i international topklasse og opfylder alle internationale krav for varetagelse af akut koronarangiografi- og PCI-funktion.
Den 13. juni modtog regionen svar fra Sundhedsstyrelsen med afslag uden saglig begrundelse. Blot en henvisning til, at thoraxkirurgisk tilstedeværelse er en forudsætning for akut PCI og en opfordring til optimering af det præhospitale beredskab.
I et notat dateret den 21. august har Sundhedsstyrelsen fremlagt sin begrundelse for afslaget. Man anerkender nu den lægevidenskabelige evidens for, at hjertekirurgisk tilstedeværelse ikke har betydning for overlevelsen ved planlagt og akut PCI. Der foreligger 20 publicerede studier af høj kvalitet og et systematisk review [2]. Afslaget begrundes nu helt usagligt med, at der ved akut PCI er behov for tværfaglige kompetencer, som man ikke har i Roskilde. Ovennævnte evidensgrundlag udgøres netop af studier, hvor man sammenligner akut PCI på højt specialiserede centre med hjertekirurgisk tilstedeværelse med centre uden hjertekirurgi. Når udfaldet af PCI er det samme, er de nødvendige kompetencer naturligvis til stede begge steder.
Også med hensyn til gevinst ved kortere transporttid skifter styrelsen standpunkt i forhold til tidligere. I vurdering af akutlægehelikopteren var 20 minutters tidsbesparelse hos en tredjedel af patienterne en betydende fordel. Nu regner man sig frem til, at 20 minutters tidsbesparelse hos alle patienter, altså tre gange så mange, ikke er betydende. Endelig anvendes i notatet Sundhedsstyrelsens tidligere vurdering som argument, og det er jo meningsløst, når det netop er styrelsens vurdering, der er til debat.
Der er mange andre faktuelle og metodemæssige fejl i notatet, men det må adresseres andetsteds. For med dette er ringen sluttet til Mads Koch Hansens leder i sidste uge, hvor han opfordrer til at lade fagligheden råde.

LITTERATUR

Hansen MK, En hjertesag. Ugeskr Læger 2013;175:1847

Simard T. Percutaneous coronary intervention with or without on-site coronary artery bypass surgery: a systematic review and meta-analysis. Int J Cardiol 2013:197.