»At kunne rumme den usikkerhed, et liv er«

Stort tillykke med din smukke debutdigtsamling, Lasse. Bogens hakkende titel er et forvarsel om et sært og fragmenteret talesprog, som gennemsyrer hele teksten, og som dels skyldes fortællerjegets stammen, dels at hans mors sprog er gået i opløsning efter fire hjerneoperationer. Hvorfor har du ladet de to talebesvær støde sammen?

                      Tak! Sammenstødet mellem Lasses stammen og morens talebesvær rummer mange forskellige dimensioner, både forklarlige og uforklarlige. En måde at forstå det på er, at Lasse undersøger sin egen stammen for at leve sig ind i moren, Nelies, situation. Leve sig ind hendes besvær med at tale og hendes kropslige forandringer. Hendes hjernesvulst gør det svært at vide, hvad der kommer til at ske med hende. Hun forandrer sig, og jeg tror, at stammen på samme måde udviser en kropslig og betydningsmæssig uro, hvor det ikke er til at vide, hvorvidt et ord – en sætning – kan siges eller ej.

Både morens afasi og Lasses stammen bærer præg af, at sproget er noget, man forsøger sig på. Jeg tror, det er med til at skabe en følelse af nærvær i digtene, at Lasse og Nelie med deres sprog rækker ud efter hinanden. De forsøger at tale og være nærværende for hinanden.  

Bogen »handler« om fortællerjegets mor og hendes kræftsygdom, men også om de afledte effekter, som sygdommen har på hendes nærmeste familie. Er det en historie, som udspringer af dit eget liv? Kan man læse bogen som forfatterens forsøg på at skabe en form for mening i en temmelig meningsløs situation?

                      Omstændighederne er i stort omfang fra mit eget liv, men jeg tror, at bøger altid skaber en ny måde at forstå på, uanset hvor biografiske de er. Og ja, arbejdet med min digtsamling har også været et forsøg på at åbne for måder, jeg har kunnet forstå min mors kræftforløb på. Et forløb, som har varet hele mit liv. Men det at skrive (gode) digte handler også om at vise, hvad der ikke lader sig forstå. Det har været vigtigt for mig, at min digtsamling slutter uforklaret. Til sidst i bogen får Nelie det dårligere, hun er måske døende. Ved at lade perioden, hvor hendes situation forværres, og hjernesvulsten vokser, blive fortalt fra hendes eget sted, forsøger jeg at være så loyal så muligt over for den usikkerhed og det håb, hun føler.

Selvom bogens historie er trist, er det egentlig også en meget lys og livsbekræftende fortælling, som rummer sit helt eget nærvær og sin helt egen barokke humor. Moren i bogen synes at tage sin skæbne med ophøjet ro – og det virker, som om der er meget stærke bånd mellem hende og hendes børn. Er du enig med mig i, at bogen handler mere om håb og kærlighed end om fortvivlelse og tab? At foråret hele tiden pibler frem mellem linjerne?

                      Ja, det har jeg virkelig forsøgt på! Smerten og håbet hænger meget tæt sammen! Også i digtsamlingen. Og ja, foråret pibler frem mange steder i digtene. Og glæden, som jeg også tror kommer af, at Nelie ikke er bange for de forandringer, der sker med hende. Hun har styrken til at følge med, og hun ser ikke så meget tilbage på tidligere tilstande, når hendes krop og sprog forandrer sig.

                      Det med at forandre sig med en sygdom er for mig blevet til en eksistentiel pointe om at kunne rumme selve den usikkerhed, et liv er. Nelie ved ikke, hvem hun er til næste forår. Men hun lader sig ikke skræmme.

Bogens sundhedsprofessionelle er skildret venligt, men meget periferisk. Er det et bevidst valg fra din side at forskyde perspektivet fra sundhedsvæsenet (hvor bogens mor må have tilbragt mange måneder af sit liv) til det private rum?

                      Ja, bogen handler ikke så meget om hospitalerne, operationerne og lægerne. Jeg tror, at Nelie tager sin behandling for givet uden at stille så mange spørgsmål, simpelt hen fordi det er mest overskueligt for hende. Hun forsøger at leve en hverdag i det omfang, det er muligt. Men til sidst i bogen udviskes adskillelsen mellem det private rum og sundhedsvæsenet måske mere. For jo sygere, man er, jo sværere er den adskillelsen nok at opretholde. Ens privatliv bliver til sundhedsvæsenets ansvar.

                      Sidste del af bogen, hvor moren bor på et bosted, er skildret fra hendes perspektiv. Hun fokuserer ikke så meget på institutionen og de rammer, hun lever i. Det tror jeg også er en måde at overleve på, når man lever i en radikal kropslig usikkerhed. Nogle ting må man bare tage for givet.

                      Jeg tror, at min skrift fremover kommer til at handle mere om bosteder og kørestole. De kropslige rammer, som vildt mange mennesker lever i. Men denne her digtsamling handler mere om sønnen Lasse og moren Nelie.

I bogens fjerde og sidste del skifter synsvinklen fra fortællerjeget til moren. Det er så at sige hende, som får det sidste ord, selvom hendes sprog jo er gået i stykker …

                      Ja! Det er været meget vigtigt for mig, at hun fik det sidste ord! Når man er tæt på et menneske, som er døende, tror jeg, at man ofte har lyst til at forstå, hvad der er ved at ske. At opnå en form for sikkerhed, om det så er på døden eller på livet. Digtsamlingen ender med at være talt fra morens perspektiv, hvor usikkerheden om, hvorvidt livet forsætter, er en nødvendighed. Hun ønsker ikke en afklaring.

                      At slutningen er skrevet fra morens besværede og ofte smukke sprog, handler også om at skrive en lykke frem, en lykke over at være i live. Jeg synes, det er vigtigt, at læseren hører om de kropslige og sproglige forandringer, Nelie gennemgår … fra hendes egen mund. Hun kæmper med sit sprog og taler alligevel.

»Ssn snnart« er udkommet på forlaget Gyldendal.